Dag 14 Santovenia de Oca – Burgos 24 km.

Jeg har været på en ordentlig tur i dag. Ad omveje og på afveje. Blevet væk og fundet igen.

Kom afsted mens det var mørkt. Den var kun lige omkring 7. Klar himmel med stjerner og ret koldt. Vi var fem, der fulgtes og det var meningen, vi skulle tilbage på caminoen efter et par kilometer, men et eller andet sted i planlægningen, (eller var det i udførelsen?) måtte noget have glippet, for efter et stykke tid, fandt vi ud af, at vi fortsat var på den alternative rute. Og vi ville ihvertfald ikke vende om.. Fint, der var pile og skilte at følge, så det gik jo nok alligevel.

Morgenstund

Morgenmad på en café i endnu en lille by. Denne gang ikke samme med andre pilgrimme, men sammen med de lokale. Efter morgenmaden blev vi delt, så jeg kom til at følges med Chris fra England. Flere skridt mod Burgos og vi kom vidt omkring. Skiltningen var ret dårlig flere steder, så vi måtte have telefonerne frem for at finde tilbage på rette vej.

Vi har lige fundet tilbage på ruten.

Efter flere gange forkert, er vi endelig på rette vej. Godt nok langs en hovedvej, men alligevel. Burgos kom nærmere.

Vejen ind til Burgos var nærmest uendelig. Heldigvis fandt vi vejen langs floden, så vi slap for industrikvartererne.

Langt om længe nåede vi centrum, hvor følgeskabet brød op, for at finde vores steder at overnatte. Chris på hotelværelse med badekar, jeg på endnu et hostel/albergue med køjesenge. Der er dog lidt luksus her også, for igen er der dyner med sengetøj. Det er virkelig lækkert.

Denne nats køjeseng på Mola Hostels i Burgos

Netop som jeg kom til hostel for at tjekke ind, står de to danske kvinder, jeg mødte på albergue i Sansol. Det var der, de lavede paella. De var på vej ud for at spise og derefter se katedralen. Om jeg ville med? Ja, tak.

Så afsted med mig. Vi fandt en café tæt på katedralen og fik frokost. Da vi var næsten færdige blev vi fundet af Chris, som var på vej for at gøre det samme. Vi fulgtes alle fire til Katedralen og for pokker, hvor er den smuk, kæmpestor og slet ikke til at begribe.

Catedral de Santa Maria i Burgos.

Jeg tog virkelig mange billeder, men jeg nøjes med at vise et par stykker her.

Der var så mange rum, med den ene vilde udsmykning efter den anden. Sikke håndværk, der er udført her.

Efter besøget i katedralen er det tid til at hvile og skrive. Og senere mødes vi alle fire for at spise sammen. De to danske kvinder rejser hjem i morgen. De kaster håndklædet i ringen i forhold til at finde overnatning. Chris skal gå ca. 40 km. til sin reserverede overnatning i morgen og det skal jeg ikke. Jeg håber at finde en seng på et herberg. Dagen efter har jeg lavet en reservation.

Og nu til noget lidt andet. Det vilde ved at være i Burgos er, at jeg allerede har gået en trediedel. Ikke i forhold til kilometer, men i forhold til landskab. Den første trediedel har været hård for kroppen med flere bjerge og bakket terræn. Den næste trediedel er meget mere flad, med stort set ingen variation i landskabet.

På kortet er der 283 km. fra Saint Jean Pied de Port til Burgos. Ifølge min skridttæller har jeg gået 324 km. i alt siden jeg startede. Det er dælme langt..🥾

Dag 13 Espinosa del Camino – Santovenia de Oca 20 km.

Det er blevet koldt om morgenen her. Kun 6-7 grader var det, da vi forlod de skønne tyske værter i Espinosa, efter et fantastisk morgenbord med brød, kaffe, hjemmelavet marmelade, ost og pølse.

På vores tallerkener ved morgenbordet, lå en gul pil, (ligesom dem vi følger for at finde vej på caminoen), med en sikkerhedsnål limet på. Det var en gave, så vi altid vil være i stand til at finde vej i livet.

Det var svært at forlade det varme og gå ud i kulden. Og sørme om der ikke var to ledige senge på denne perle i nat. To, der havde reserveret, dukkede simpelthen ikke op. Endda uden at give besked til værterne. Det er dælme ikke i orden i denne flaskehals. Og næsten værre endnu, to mennesker gik glip af dette fantastiske sted.

Koldt eller friskt er kun et spørgsmål om hvem der ser.

Solen var på vej op, der var frost på bilruderne ved dagens begyndelse. Så jeg er glad for mine handsker og halsedisse.

Dagene her er begyndt at flyde ind i en rytme. Den ene dag efter den anden. Ligesom det næste skridt følger det første.

Stå op, pakke rygsækken og afsted. Efter et par timer, spiser jeg morgenmad. Så et par timer på vejen igen og endnu en pause, skifte strømper, måske en sodavand eller en kop kaffe. Og så det sidste stykke frem til den reserverede seng. Tjekker ind, pakker ud, gør sengen klar, tager bad og vasker tøj. Og på en solrig dag, som i dag, er det helt fantastisk at sidde på terrassen og drikke kaffe, mens jeg skriver her.

Vejen hertil var igen fyldt med smuk natur.

Lyngen blomstrer og jeg kommer til at tænke på Vestjylland om efteråret.

På ruten i dag var 12 km. uden vandforsyning, så det gjaldt om at have fyldte flasker inden det stykke. Undervejs stod dog endnu en ildsjæl, med sin lille butik og en jazzet version af “Smoke on the water”, flød ud af højttalerne. Boden var fyldt med frugt, vand, juice og “vejens bedste kaffe”. Det var jo nemt at sige, når han var den eneste der.

Et sjovt maleri, gjort af bodens ejer.

Jorden var meget rød på denne strækning. Måske det er muligt at fornemme på billedet.

Nogle havde også lavet pile på jorden af sten de havde samlet.

Leg med kameraet og de lange skygger.

Undervejs talte jeg med et venindepar fra Australien, der var meget interesseret i kongehuset pga. Dronning Mary. Det var vildt, hvad de havde sat sig ind i for at få en forståelse af, hvordan kongehuset i Danmark fungerer.

De havde booket al overnatning på hoteller hjemmefra. Og det var klogt, for det fylder utroligt meget for næsten alle jeg møder, at det er svært at reservere overnatninger. Det er som en flaskehals. Der er dog stadig mange albergues, hvor det ikke er muligt at reservere, men hvor det er først til mølle. De første, der møder op får en seng, indtil der ikke er flere at dele ud af. Efter i morgen er det også min tur til at prøve lykken på den måde. 🤞

En af de andre, der sover her på albergue i Santovenia har booket hotel i Burgos til i morgen og derefter skal han gå 41 km. til sin næste reservation. Jeg har dog fundet ud af, at den slags afstande, slet ikke er for mig at gå. Og nu jeg glæder mig til at prøve at se, hvordan det går med at finde overnatning uden reservation.

Dag 12 Viloria de Rioja – Espinosa del Camino 17 km.

Sikke en perle, jeg er landet i i dag. Endnu en lille, bitte by. Denne dog med to albergues og den ene med en lille café.

Casa Las Almas og den ene af vores værter

Casa Las Almas, hvor jeg er landet, har kun 5 senge og tilbyder både aftensmad og morgenmad. Jeg har sagt ja med tak til begge og hjemmebagt brød og blødkogt æg, hører til en ægte tysk morgenmad, hvis I ikke vidste det. Ægteparret, der er værter her, kommer fra Tyskland, har gået flere caminoer og har nu slået sig ned her i Espinosa del Camino og lavet en perle. Seng og to måltider koster her 28€. Meget billigere end andre steder.

Sengene er redt op med dyner og hovedpuder, så ingen sovepose i nat. Et skab til rygsækken og deri lå endda også et rent håndklæde.

En seng med rent sengetøj og dyne.👏

På badeværelset er en række knager med tallene 1-5. Jeg ankom som nummer 2 i dag, så hun hang et lille håndklæde på knage nr.2, som kun er til mig. Badeværelse og køkken deler værtsparret med os. Så vi er virkelig langt inde i privaten her.

Herfra til Burgos er der ca. 41 km. og jeg havde overvejet at gå noget af vejen og tage bus resten. Men den skønne værtskvinde kender er sted, på den alternative rute, som hun ringede til, og sørme om jeg ikke har en seng i morgen i Santovenia de Oca. Det er ca. 20 km. herfra og meget mere spiseligt end 41. Også selvom en del af turen, ville være med bus. Derfra til Burgos er der ca. 24 km., hvilket også er en god distance.

Turen hertil var smuk som altid. I dag med solen fremme. Alle sov længe i dag, bl.a. fordi døren tidligst blev låst op klokken 7.

Værtsparret her vil give mulighed for at alle får mulighed for at hvile, så meget som muligt. Og det gjorde vi. Jeg vågnede som en af de sidste kl. 7.40 og havde sovet i mere end 9 timer. Det var tiltrængt efter den forrige nat i kirken.

Jeg lagde ud med at følges med to andre, der havde sovet samme sted. Og de gik dælme stærkt, så jeg måtte lade dem gå, så jeg kunne komme ned i tempo. Og det var kroppen glad for. Min lille hævelse, skal gerne fortsætte med at være lille og gerne forsvinde med tiden. Og det hurtige tempo var ikke godt for den. Så jeg blev kaldt tilbage og tak for det.

Tilbage i langsomt tempo var jeg også bedre til at nyde alt det smukke omkring mig. Solsikkerne der er afblomstret og venter på høst.

Eller nogle af de fine tegn til at følge caminoen.

I aften står menuen på dette:

Dagens menu

Omkring bordet i går var vi 8 gæster og værtsparret. Hun fra Italien og han fra Brasilien. Blandt gæsterne var er par fra Alaska, hvor han i sit arbejdsliv havde arbejdet med forskning i isbjørne, et ægtepar fra Tyskland, der var på deres 2. Camino og havde alt for lidt tøj med, fordi sidst de var her, havde der været over 30 grader. Det er her heldigvis ikke nu. Derudover var en mand fra Honduras, uddannet ingeniør og arbejdede i Tyskland, en kvinde fra det fransktalende område i Canada, Quebec. Hun havde arbejdet som sygeplejerske i mange år, men havde sagt op, fordi sundhedssystemet var for presset. En englænder, der arbejder som familieadvokat med skilsmissesager og på vej til at starte nyt arbejde. Og så mig, også i en overgangsfase.

Igen blev jeg berørt af, at det er muligt, for så forskellige mennesker, at have et fællesskab. Det har været sådan hele vejen indtil nu og mon ikke det fortsætter sådan?

Dag 11 Granon – Viloria de Rioja 7 km.

Så kom min fridag. Og at gå kun 7 km. når jeg har hele dagen er faktisk ret svært. Jeg lagde ud med handsker og halsedisse lidt over 7. Kun 10 grader på det tidspunkt. Tidsmæssigt blev jeg dog hjulpet lidt af, at jeg igen havde glemt mine stave. Heldigvis var jeg ikke nået helt ud af byen, da jeg opdagede det, så tilbage efter dem. Så gik der tid med det, og det gjorde jo ingenting på en dag som i dag.

Morgenstund

Og nu et tilbageblik på i går, hvilket var en fantastisk aften. Efter aftensmaden var blevet gjort klar i går, blev den båret til byens bager, for at blive varmet i hendes ovn. Kirkens ovn var tilsyneladende i stykker. Mens maden var i ovnen, var vi til pilgrimsmesse. Den blev livestreamet, så jeg skyndte mig at sende besked hjem. Måske kunne de finde det. Og det kunne de sørme. Per sendte mig dette billede bagefter.

Jeg sidder lige bag manden i den lyse jakke.

Som afslutning på messen blev alle pilgrimme kaldt frem og velsignet.

Og så var der mad, men vi skulle først hente den hos bageren, og hun ville kun udlevere maden, hvis vi sang for hende på gaden. Først på spansk, så koreansk og til sidst på engelsk. Og så kunne vi få mad.

Fantastisk måltid efter bordbøns-rap på spansk. Og så til opvasken. Den hurtige menneskeopvaskemaskine. 3 baljer vand. Skyl af i den første, vask med sæbe i den næste og skyl sæben af i den sidste. Forenden aftørring og sæt på plads. Ca. 10 minutter, så var der vasket op efter 40 mennesker.

Inden sengetid var der meditation i kirken og det var virkelig en smuk oplevelse. Et stort tændt stearinlys = pilgrimslyset gik på tur rundt til alle, som kunne vælge at dele en reflektion eller bare holde lyset for en stund. Der er så mange stærke historier og smukke årsager til at være her. Vi er alle så forskellige og alligevel ens. Uanset hvorfra vi kommer og hvad vi har med.

Vi gik fra sovesalen direkte ind i kirken.

Efterhånden som dagene går er det som om jeg har mistet fornemmelse af både tid og sted. Det handlet kun om at gå, mærke kroppens formåen og være sammen med de mennesker, der er omkring mig. Jeg har lange samtaler med de ømme steder på min krop, og det er fantastisk at mærke den fysiske træthed og ikke kun den mentale, som jeg husker det ofte har været.

Og jeg er samtidig utrolig taknemmelig for mine kun 7 km. i dag. Stedet jeg skal sove har 10 senge og rummene er fyldt med rolig musik og dejlige dufte. Parret, der driver det har selv gået caminoen mange gange, er venner med selveste Paulo Coelho, forfatteren til måske den mest kendte bog om caminoen, “Pilgrimsrejsen”. Han sponserer også stedet.

På alle sengene hænger et billede af en forside fra en Paulo Coelho bog.

Blandt mine medrejsende stiger spændingen, fordi det efterhånden er meget svært at booke overnatning på forhånd. Der er stort set ingen steder at booke frem i tid mere. Jeg har min næstsidste reservation i morgen og så overvejer jeg seriøst at gå halvdelen af vejen til Burgos og så tage bussen det sidste stykke. Efter Burgos må vi se. Der er mange steder, der ikke tager mod reservationer, men hvor man skal spørge i døren, om de har en ledig seng. Snart bliver det også min tur til at gøre sådan. Og tanken er ikke så skræmmende, som den var i starten. Efterhånden som jeg har gået, har jeg oplevet mange gange, at ting lykkes, at det jeg har brug for kommer. Ikke at forveksle med det jeg beder om. Det er to vidt forskellige ting.

For eksempel mødte jeg Michelle fra Australien på min korte vej i dag. Hun gik lige så langsomt som jeg, så vi blev hinandens gave. Hun var lykkelig over at have mødt en langsom og jeg blev så rørt over hendes fortælling, om at hendes ene søn fyldte år i dag, og at det var første gang hun ikke var hjemme til at fejre ham. Samtidig fortalte hun at hun arbejdede som sygeplejerske for børn med kræft, og hun vidste, hvor meget forældrene til de børn, ønskede bare en fødselsdag mere med deres barn, men måske ikke fik det. Det er jo lige til at hyle over, så det gjorde vi. Sammen.

Dag 10 Najera – Granon 28 km.

Ja, jeg ved det godt. Det skulle være en kort og rolig dag og det var det også til at starte med. Efter en fantastisk nats søvn, kom jeg afsted mellem bygerne og tog det stille og roligt. Jeg skulle jo have 5 timer til at gå med at gå 15 km. Og det var ret jeg dygtig til.

Inden jeg var nået helt ud af byen mødte jeg 3, der gik den modsatte vej. De havde alle glemt noget på deres albergue og det er bestemt ikke sjovt at skulle tilbage, når man tror, man er afsted.

Farvel til Najera i morgenstunden

Stadig vinmark på vinmark i en uendelighed.

Flere vinmarker i Rioja.

Formiddagspause med kaffe og croissant, og så stille og roligt videre. Det begyndte at regne igen og ved 12-tiden nåede jeg Ciruena, hvor jeg havde planlagt at overnatte.

Regnvejr på vej ind i Ciruena.

Til venstre i billedet ligger en golfbane og byen har et kæmpe hotel tilknyttet den.

Inde i byen begyndte jeg at lede efter mit overnatningssted, men kortet viste mig til Casa Victoria og ikke Albergue Victoria. Nå, men en pause kunne jeg da holde, så en kop kaffe til mig, og så måtte jeg spørge mig for bagefter.

Mens jeg sad med kaffen, skrev Vibeke, som jeg mødte på togstationen i Bordeaux og som heppede på mig den første dag op ad der store bjerg, at hun var landet i det skønneste herberg. Det lå i Granon og jeg så på appen at der var 7 km. derhen. Det kunne jeg jo godt. Klokken var kun 12.30 og jeg kunne alligevel ikke umiddelbart finde mit sted. Så afsted det gik igen. Og så stoppede regnen.

Efter at have gået gennem den næste by, mente jeg at nu måtte jeg nærme mig og tjekkede kortet. Okay. Jeg havde læst det helt forkert. Der var 7 km. til Granon fra den by jeg lige var gået igennem. I alt ca. 13 km. Puha. Godt jeg ikke var klar over det fra begyndelsen. Men nu er jeg her altså. På den skønneste Donativo, som det kaldes, når kirken og frivillige står for herberger. Faktisk det allerførste sted på hele caminoen fortalte de frivillige. Der er så heller ikke en fast pris, men man giver det, man kan. Vi sover på madrasser på loftet.

Og der er et program vi er inviteret til at deltage i.

Der er ca. 40 mennesker, så vi var ret mange kokke om at tilberede maden. Jeg var heldig at få en rolle som hepper. Der var ikke flere opgaver.

Fælles tilberedning af aftensmad i kirken i Granon.

Benene er ømme, en lille hævelse på foden og et par vabler. Alt er godt og taget sig kærligt af med udstrækning og massage. I morgen bliver en kort dag. Ja, jeg bliver ved med at sige det, men jeg holder fast i min booking i morgen og der er kun 7 km. herfra. Jeg har dobbelttjekket😉

Dag 9 Logrono – Najera 28 km.

Hold da op, hvor er jeg træt i hele kroppen.

Og jeg skal være forsigtig med, hvad jeg beder om i fremtiden. I går proklamerede jeg, at jeg gerne ville tidligt afsted i dag, og det kom jeg så sandelig da også. Allerede klokken 5 var der en fransk kvindes alarm, der vækkede alle. Måske lige bortset fra hende selv, for den fik godt nok lov til at ringe længe. Jeg forsøgte at sove videre, men den gik ikke. Og jeg havde også lidt svært ved at falde i søvn i går aftes, men sådan er det. Op i mørket for at pakke sammen uden at genere de heldige, det var lykkes at falde i søvn igen.

Pakket og klar klokken 6.20. Udenfor stod en ung pige fra Kentucky og vi fulgtes ud af byen, mens snakken gik. Og det gjorde benene også, for de var hurtige fra morgenstunden. Hofterne var ok og velsmurte, efter i går. Jeg havde jo godt nok lovet mig selv at øve langsommelighed, og det kom helt af sig selv op af dagen. For efter måske 12 km. blev fødderne virkelig tunge og ømme. Og så føltes de 17 km., der var tilbage endnu længere end de var i forvejen. Slow and steady. Godt Chalotte, lyt nu til din krop for pokker. Og hold hvad du lover den.

Solen på vej op over vinmarkerne.

Nå, men det skulle jo gå og det gjorde det også. Og jeg har her til eftermiddag også været i supermarkedet og købe bananer, den gode drik med elektrolytter og salte snaks.

Turen i dag var igen fyldt med vinmarker hele vejen. Det giver jo god mening her i Rioja-land.

Flere steder undervejs var de igang med at høste.

På vej ind i Navarrete stod den store sorte tyr og tronede.

14 meter høj på en bakketop.

På er flere kilometer langt stykke, var stien lige ved siden af motorvejen. Og så tog jeg lydbog i brug. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig, men hjemmefra har jeg downloadet mere end 200 timers lydbog af forskellig slags. Og først i dag har jeg lyttet mens, jeg gik. Ellers har jeg lyttet lidt, mens jeg har hvilet mig efter at have gået.

Stien langs motorvej.

Under en af mine mange skifte-strømper – massere fødder – pauser, fik jeg spist min medbragte yoghurt. Ingen ske, men det var der råd for.

Yoghurt spises med ske lavet af låget.

Vejret var i øvrigt fantastisk gå-vejr med skyer på himlen og en let vind. Helt perfekt.

Heldigvis er der fællesspisning i dag, så jeg slipper for mine egne kulinariske oplevelser, der foruden brød og gedeost indtil videre har svunget sig op til nudler med dåsetun.

Et lille smil, kunne det blive til, selvom fødderne larmer.

I morgen snegler jeg mig afsted. Kun 16 km. bliver det til. Det er jo nærmest halv fridag. Men oh, hvilken en. Tiltrængt er den i hvertfald. Og vi skal være ude her klokken 8. Så der er god tid til langsom i morgen.

Dag 8 Sansol – Logrono 21 km.

Igen må jeg starte med i går. Jeg var gennem fotos igen og fandt dette pletskud fra vin-fontænen, som jeg kom forbi i går.

Sådan ser jeg altså ud, når jeg har bekymringer om maven og lander ved gratis vin kl. 7.40.

Måske lettere forpint? Jeg ved det ikke, men billedet er ihvertfald sjovere i dag end det var i går.

Og igen bliver jeg også nødt til at dele fællesmiddagen på den virkelig hyggelige albergue i Sansol, der ligger ude i ingenting.

Paella in the making

Fantastiske værter, der kunne huske alle vores navne og gjorde et stort nummer ud af at servere.

Det er så hyggeligt med de fællesspisninger. Gode samtaler omkring bordet og lækker mad til den sultne pilgrim. Der går dog ikke mere end et par timer, så er alle på vej i seng. Det er ca. klokken 21. Klokken 22 bliver lyset slukket.

Og nu til dagens oplevelser. Jeg er helt stoppet med at stille vækkeur hernede. Der er altid nogle, der skal virkelig tidligt ud af døren og så kan jeg vågne stille og roligt. inden jeg står op. Således også i dag. Ude af døren ca. 8, med et varmt farvel fra værten og 2 danske kvinder, der også sov samme sted.

Afsted igen

Igen, igen, igen fantastisk smukke landskaber. Det kan virkelig noget.

Både i går og i dag så jeg kæmpe rovfugle på himlen. Mellem fem og otte ad gangen. Det er et fantastisk syn og helt umuligt for mig at fotografere.

Så er det lettere med vinmarkerne. De er tættere på og bevæger sig ikke så hurtigt. De kommer i kilometervis og oliventræer i næsten lige så store antal.

Oliventræer side om side med vinstokke.

Det er dog ikke smuk natur det hele. På vej ind i Logrono i dag, skulle vi for eksempel gennem et industrikvarter.

På vej ind i Lagrono går vi også ind i den selvstyrende region, La Rioja.

På dagens albergue, er der desværre ikke fællesspisning, så jeg har handlet i Dia og spist brød med gedeost. Købte også yoghurt til morgenmad. Den kan stå på køl i det fælles køleskab, så jeg krydser fingre for at den står der i morgen også. I køkkenet er det muligt at lave kaffe og the helt gratis og på disken står der en bunke tuber med Voltaren, som man kan tage, hvis man har behov for det. Meget fornemt.

Igen en sovesal med 26 senge fordelt på 13 køjesenge. Sko og stave bliver i entreen, som vanligt.

Det er muligt at få transporteret sin bagage mellem overnatningssteder- ne. Det koster 7-8 euro pr. dag. Nederst i billedet ligger bagage og venter på at ejermændene ankommer.

Til 26 mennesker i et rum, er normeringen for toiletter åbenbart 2 og for bade 3. Sådan har det været de sidste to steder i hvertfald. Og det fungerer udmærket. Kun en smule ventetid på bad og vi skal jo alligevel ikke andet…

Og på denne 8. dag byder jeg også velkommen til en lille vabel på lilletåen samt et par lidt belastede områder, smukt markeret med rødt. Mine hofter har også ønsket lidt opmærksomhed i dag. Så alle har fået ekstra opmærksomhed i form af massage, creme og opmuntrende ord.

I morgen vil jeg gerne tidligere afsted. Jeg skal gå næsten 29 km. og samtidig være langsom og holde mig fortsat gode venner med mine fødder og ben og hofter. Ja sådan set bare det hele.

Jeg vandt i køjelotteriet. Underkøjerne er helt klart at foretrække.

Dag 7 Estella – Sansol 28 km.

Meget spændt på om maven var ok igen i dag, efter al den opmærksomhed den har tiltrukket sig det sidste 1,5 døgn. Og ja. Heldigvis, og tak for at gøre mig opmærksom på det uden at nedlægge mig helt. 🙏

Dagen startede virkelig tidligt, fordi tre koreanere på værelset, var oppe før 5. Pakkede, larmede og tændte lys. Set var som om, de var på en mission.

Okay, jamen så er vi jo ligesom igang. Trak den lidt og stod så op og pakkede sammen. Spiste en banan, drak en kop kogt vand og så ud i mørket. Klokken var lidt i 7 og på turen ud af byen kom jeg til at følges med en fransk dame, der talte ligeså få engelske ord, som jeg taler franske. Men det går jo alligevel, og samtalerne tager ofte udgangspunkt i, hvilken by man er startet i og i hvilken man slutter.

Det blev dog svært henad vejen, vi var begge lettede over at vi ved Fuente de Vino, mødte respektive landsfæller.

Fuente de Vino. Vinen er sponseret af det nærliggende Irache.

Klokken var dog kun 7.40, så det var lidt for tidligt for mig at drikke vin. Særligt oven på den mave.

Jeg mødte Kirsten, der også var med til 5-retters menuen i Zubiri, og vi fulgtes til Luquin, ca. 10 km. efter start, hvor hun ville holde en god lang pause, for hun var halvvejs allerede og skulle kun til Los Arcos.

Udsigterne var igen fantastiske undervejs. Fotos kan slet ikke yde naturen retfærdighed, men jeg prøver alligevel.

Efter Luquin mødte jeg de tre koreanere på mission fra i morges og fandt ud af, at missionen gik ud på at komme tidligt til Los Arcos, for at kunne få et sted at sove. De havde forsøgt at booke, men havde ikke heldet med sig. Desværre var de faret vild på vej ud af byen om morgenen, så de var lidt pressede. Jeg håber det lykkedes for dem at få plads på de Alberques, der ikke tager mod reservation.

Nu er jeg så landet i Sansol. Og for pokker hvor var de sidste 8 km. fra Los Arcos lange. Jeg kan igen være glad for at de blev gået idag og at jeg ikke starter med dem i morgen.

Stedet er er helt vildt hyggeligt. 12 køjesenge i samme rum. Fællesspisning kl. 19 og en lille gårdhave at hænge vasketøjet op i. Der er endda en lille pool til fødderne. Ren luksus.

Dag 6 Cirauqui – Estella 14 km.

Endnu en virkelig smuk morgen at gå i, og igen lige til at græde over. Det er storslået og så går jeg lillebitte menneske her. Det er slet ikke til at forstå.

Vindruer i lange baner til venstre.

På vej ud af byen, ned til markvejen, har jeg brug for mine stave, og finder ud af, at jeg har glemt dem, hvor jeg sov. For hulan da også. Op igen efter dem, og afsted endnu engang. Denne gang knap så grådlabil.

Jeg kommer til at tænke på, at snakken rundt om bordet ved aftensmaden i går bare fik derudaf, selvom kun 2 af 6 kom fra samme land. En spanier, en Østriger, en kineser, to fra Korea og så mig. Alle deler lidt af sig selv, og vi kan alle genkende noget af de andre i os selv.

Der er historier her om, at de lokale er trætte af os pilgrimme, som vi kaldes. De fleste er dog imødekommende og hilser med hola, buernos dias eller buen Camino. Enkelte har endda lavet små oaser med forfriskninger midt i ingenting.

Vand, vindruer, salte chips og brød med hvidløg, kunne vi få her.

Det koster ingenting, men de tager gerne imod donationer. Sådan er det flere steder. Og sørme om jeg ikke var ved at glemme mine stave her igen. Havde det ikke været for en sød mexicaner, der spurgte om det ikke var mine, ja så var jeg gået uden. Igen..

Hvor jeg har ret godt styr på ben og fødder har jeg mistet fokus på mit tarmsystem. Men det sørger så for at tilkalde sig den opmærksomhed, det har krav på. Så hvad er anderledes i det sidste døgn? Ingen bananer og ingen tortilla- æggekage med grøntsager. Og måske noget med salt. Så nu har jeg fundet en drik, der hedder Aquarius. Den er fuld af forskellige salte og vitaminer, så jeg håber det hjælper. Desværre er det søndag i dag, så ikke meget har åbent.

I dag var kort, så alt gik fint, uden at skulle ud i buskene. I morgen har jeg 28 km. foran mig, så jeg vil benytte enhver mulighed for at spise fast føde og låne toiletter.

I nat sover jeg igen i køjeseng, denne gang på en 12-sengs stue. Og jeg var heldig at få en underkøje. Underkøjerne er i høj kurs, fordi det er muligt at have ting tæt på, på gulvet. Køjesengene i dag er rimelig slatne. Enhver bevægelse rykker i hele sengen. Søvn skal jeg nok få, spørgsmålet er måske bare hvor meget.

Dag 5 Cizur Menor – Cirauqui 28 km.

Sikke en smuk morgen.

Foto fra Cizur Manor mod Alto del Pardon

Og alt det vand der er kommet fra himlen i de sidste par dage, løb ud af mine øjne i dag. Helt utrolig grådlabil. Over at være her. At savne alt derhjemme og alligevel være her. Og de helt utrolige smukke landskaber.

Runde fra lille pitstop før Alto del Perdon

Jeg var rimelig godt forberedt på stigningen op til Alto del Perdon, så det kom næsten som en overraskelse, da jeg pludselig var der.

Alto del Perdon
Mere Alto del Perdon

Og på vej ned igen, så der sådan ud.

Helt fantastisk at være i.

Gennem flere mindre byer, retur til naturen. Frokost og “skifte sokker pause” på en sten med denne udsigt.

Frokostpause

Alt var godt, ben og fødder gode, og den efterlyste sol var hos os hele dagen. Jeg gik alene det meste af dagen. Små samtaler med en lille fransk kvinde, der sidste år havde gået over 1.000km. på en af de andre caminoer. En meget korpulent tysk mand, der også øvede langsom. Jeg var dog lidt hurtigere langsom end han. Og en ung dansker fra Sønderborg, der indhentede mig. Og sjovt nok bor han på samme sted som mig i dag.

Nå, men de sidste måske 7 km. de var dælme ikke sjove. I beskrivelsen af ruten står der at det er “en kort stigning, hvor cyklisterne kan ses trække op”. Fint, kort kan jeg lide. Men jeg synes bestemt ikke at det var særlig kort. Måske fordi jeg mødte den stigning efter 21 km. Meget sandsynligt. Og ingen billeder, det havde jeg slet ikke overskud til. Op kom jeg, for det skulle jeg jo. Pauser og langsom. Og nu jeg er virkelig glad for ikke at skulle tage den stigning i morgen.

Næsten hele ruten fra Zicor Manor til Cirauqui.

Nu landet i den meget stille landsby, Cirauqui på det mest vidunderlige herberg. Mulighed for at vaske i hånden og der er sørget for sæbe, tørreplads og klemmer.

Dagens tøj vasket og skyllet

Nu håber jeg bare at i hvertfald buskerne er tørre til i morgen. Jeg har været ude i mange forskellige tørrestativer undervejs. Særligt til strømperne, der blev så mega våde de første dage. I dag har de næsten tørre strømper siddet bag på tasken mens jeg gik.

I morgen bliver en kort dag på kilometerne. Jeg går til Estella og der er kun 14 km. I aften er der pilgrimsmiddag kl. 19 og mon så ikke det igen bliver tidligt i seng.

Jeg bor i overkøjen bagerst til højre.