Kategori: Uncategorized

Først vejrudsigten, og det er altså kun fordi, vejret nu har ændret til fra sol og tørvejr. Det har regnet og blæst voldsomt hele natten, blæsten lagde sig heldigvis i morges, mens regnen fortsatte. Den skulle dog forsvinde omkring middagstid, og det gjorde den.

Det var dog som om alle trak tiden i morges. Der var ingen oppe og afsted ved 6-tiden, som der har været næsten alle andre steder. Til gengæld var det som om alle ventede, i håb om at regnen skulle stoppe. Det gjorde den så ikke. Efter morgenmad, som var helt i top, kunne jeg ikke vente længere og måtte afsted.

Og opklaringen kom op ad formiddagen. Det var dejligt, for så var der håb for at jeg kunne tørre inden jeg nåede frem. Sko og strømper var drivvåde undervejs. Det var lige så fødderne svuppede i skoene, og det er ikke så godt for fødderne og særligt ikke, når jeg gerne vil holde antallet sf vabler på et minimum.

Og jeg blev tør på tøjet, inden jeg nåede frem. Og selv om fødderne var våde, blev jeg ikke beriget med flere vabler. Tak for det.

Da jeg ankom, sad en kvinde og var ved at tjekke ind. Det var Ursula, født i Tyskland, bosiddende på Tenerife, taler fire sprog og et virkelig skønt bekendtskab. Vi blev hurtigt enige om at spise aftensmad sammen, og det blev til paella med friske tomater og avokado.

I dag, var også dagen, hvor jeg afsluttede den anden del af de tre, den landskabsmæssigt er opdelt i. Den første siges at være for kroppen, den anden for sindet og den sidste for sjælen. Efter et ret fladt landskab på anden del, mesetaen, kommer bjergene og det kuperede terræn igen frem mod Santiago de Compostella.

Siden starten i Saint Jean Pied de Port er der på kortet 510 km. til Astorga, hvor anden del slutter. Jeg har ifølge skridttælleren gået 541 km. til Astorga siden start inkl. alle omveje og ærinder.

Op og ud mens det stadig var mørkt. De ung franskmænds vækkeur ringede klokken 6, og det var perfekt for mig. Pakket og klar til at gå kl. 6.30. Det var lunt, for det var overskyet og der var forudsigelser om regn.

Vejen ud af Leon var lige så trist og kedelig, som vejen ind. Industri og virksomheder side om side.

Første stop efter 7 km. med kaffe og i dag kage, for der var ingen tortilla. Efter konditorbesøget i går, skulle man tro at jeg kunne styre mig, men det var så ikke muligt. Det resulterede i at jeg kun kunne spise halvdelen og den søde mand i caféen pakkede resten ind i sølvpapir til mig.

Dagen var til at begynde med overskyet med støvregn og tåge, men egentlig ret godt gåvejr.

Senere opklaring og afslutningsvis ret meget vind. Og det var vejrudsigten. Tak for i aften.

I løbet af dagen er jeg stødt ind i flere kendte ansigter og jeg bliver glad helt indeni, når jeg hører nogen kalde på mig. Her i alt det fremmede er vi alligevel ikke fremmede. Caminoen er selvfølgelig alle skridtene på vejen, men i lige så høj grad de mennesker vi møder undervejs og igen og igen.

På vej ind i landsbyen med mit albergue, bød disse velkommen.

Jeg ved ikke, om de skal skræmme eller more, men særlige er de.

Alberguet er jeg slet ikke i tvivl om, er helt i top. Fantastisk sød værtinde fra Holland, der har slået sig ned her for at hjælpe os vandrende pilgrimme. Og hun har vidunderlige omgivelser at gøre det i.

Og badeforholdene er store nok til at kunne tabe sæben. Helt perfekt. Og her er både aftensmad og morgenmad, og jeg har sagt ja tak til det hele.

I morgen er der knap 28 km. på programmet. Til foden af det højeste bjerg på denne tur. Det betyder også at jeg i morgen forlader Mesetaen og går ind i den sidste trediedel af caminoen. Det er godt nok vildt at tænke på.

Næsten hele dagen har vi gået langs hovedvejen med masser af bilstøj. Så hovedtelefonerne har været gode. De mere end 200 timers lydbog jeg downloadede inden jeg tog hjemmefra, er lidt svære for mig at få hul på. Lidt er det dog blevet til.

Til gengæld har musikken hjulpet skridtene på vej. Jeg har været forbi noget at det gamle med TV•2 og Gnags, TheThe og Pink Floyd. Når jeg tænker over det er jeg måske gået musikmæssigt i stå der midt i 90’erne. Jeg kan ihvertfald konstatere jeg, at jeg har store muligheder for at finde nyere musik at downloade.

Med gode fødder er 19 km. ingen sag. Og slet ikke når jeg halvvejs møder er dansk ægtepar, som er nyt bekendtskab for mig, selvom vi har hilst på hinanden flere gange på vejen.

Gillian og Allan skulle spise med dem i går og inviterede mig og andre fra alberguet med. Jeg takkede dog nej, for restauranterne åbner sent her og jeg har så svært ved at holde mig vågen til senere end 20.30. Eller det vil sige, at trætheden er overvældende, men søvnen her er caminosøvn. Jeg har kun en enkelt nat på hele turen sovet uden at vågne. Indrømmet, så er jeg ikke super til at sove nye steder. I hvertfald ikke den første nat. Og så kan jeg jo genoverveje, hvad jeg i grunden laver her. Det er jo ligesom en del af konceptet.

Hyggelige mennesker og når snakken går, forsvinder kilometerne hurtigt under fødderne. Og det var godt, for vejen ind til Leon var virkelig kedelig. Industrikvarter og dårlig bebyggelse.

På vejen fik vi også lidt regn i dag. Det er ved at være ret længe siden efterhånden. Til gengæld ser det ud som om vi får en del i morgen.

Dagens startede i mørke, men solopgangen var smuk som altid.

Og da solen fik lidt mere magt.

Ankommet til Leon omkring middagstid, spiste vi frokost på pladsen ved katedralen.

Derefter tog vi afsked. De skulle med toget for at besøge gode venner og jeg fandt mit hostel. Som igen er luksus. Eget badehåndklæde og 8 senge, der deler badeværelse, hvor døren kan låses, så man kan have bad helt privat. Det hører til sjældenhederne på turen her.

Ofte er badene et par stykker efter hinanden, med låger eller forhæng til at trække for, så man har lidt privatliv. Til gengæld er de så små, at det gælder om ikke at tabe sæben, som en amerikansk kvinde gjorde opmærksom på ved aftensmaden for et par dage siden. Brusekabinerne er nemlig så små, at der ikke er plads til at bukke sig ned efter sæben, uden at være nødt til at lade bagdelen stikke ud.

Eftermiddagen er gået med at være på konditori med en gruppe andre danskere. Og det var lækkert. Maven blev helt klart hurtigere mæt end øjnene.

Bagefter fulgtes jeg med Vibeke til Katedralen, som var smuk, men jeg synes dog ikke den er lige så prangende som den i Burgos.

Klokken 19 skal vi til pilgrimsmesse, så kan gå rene i sjæl og hjerte videre frem mod Santiago.

Vandresandalerne er droppet og det er tankerne om buskørsel også. Der venter 32 gode kilometer i morgen. Måske endda i regnvejr. så kan jeg da trøste mig med ikke at blive brændt af i solen.

Det vigtige først. Fødder og vabler er i klar bedring og dagens 24 km., kunne jeg gå i betydeligt hurtigere langsomt tempo end i går. Det bedste var, at det var mig, der bestemte hurtigere eller langsommere. Hurra, hurra.

Og til det næste vigtige, som er, at jeg har spist tre dejlige måltider i dag. Morgenmad på albergue, sammen med de øvrige gæster og så ud på de første 18 km., som var uden byer, og derfor også uden mulighed for at købe mad og drikke. Så det var skønt at kunne nyde pause, spise og drikke og samtidig få fødderne ud af skoene et øjeblik. Vibeke og jeg fulgtes hele turen frem til den by, jeg skulle overnatte i dag. 26 km. går hurtigt, når vi småsnakker hele vejen. Vibeke havde lige små 7 km. mere til sin overnatning.

I forhold til det at huske navne, eller måske netop ikke at kunne huske dem, så var der ved morgenbordet et ægtepar, hvor hun uden tøven kunne opremse alles navne fra aftenens fælles måltid. Vi var målløse. Godt nok havde hun mødt de fleste af os på vejen op til flere gange og småsnakket, men alligevel. Hun fortalte at hun i 9 år havde arbejdet som stewardesse, og på en enkelt flyvning på kun 54 min. skulle hun kunne huske 50 menneskers navne fordi de sad på 1. klasse. Så hun havde udviklet en teknik til det. Meget imponerende.

Kun 6 km. mere til mig efter pausen og nu er jeg landet her. Vasketøjet er på tørresnoren og endnu engang bor jeg sammen med flere, jeg tidligere har mødt. Der er ikke fællesspisning på dette albergue, så jeg har været en tur i supermarkedet og købe gedeost til en forandring. Også frugt og kiks med chokolade røg i kurven. Brød havde jeg i tasken fra sidst jeg handlede.

I morgen skal jeg sove i Leon. Jeg glæder mig til at se katedralen og overveje vandresandaler.

Bad jeg virkelig om langsom? Det gjorde jeg vist. Og det har jeg så sandelig fået med de vabler. Tak for det og så er det en husker til at være lidt mere varsom med, hvad jeg beder om i fremtiden. Nu har de fået en stor omgang omsorg og nye plastre. Så håber jeg det bliver bedre i morgen.

Om er par dage når jeg til Leon, og der vil jeg prøve at finde et par vandresandaler, der ikke trykker de ømme steder.

Når det nu går så langsomt, så bliver jeg også opmærksom på ting, jeg sikkert ikke ville have set og giver mig tid til at fotografere.

Og husk nu, Chalotte, at det er det eneste du skal. Altså gå og så kan du ligesågodt nyde det imens. – Ja, det er meget godt, men nu ønsker jeg altså at være langsom, fordi jeg vil, og ikke fordi jeg er tvunget af omstændigheder.

I dag, var også dagen, hvor jeg krydsede markeringen for at være halvvejs. Det siges at være det geografiske midtvejspunkt, hvad det så end er.

Kilometermæssigt passer det heller ikke helt. Appen siger, der er 348 km. til Santiago herfra og der var 767 km. til at starte med fra Saint Jean Pied de Port. Så jeg er lidt mere end halvvejs.

Og det sætter helt andre tanker igang. For selv om jeg savner jer derhjemme, er det virkelig mærkeligt at tænke på at der er færre dage til jeg skal hjem, end jeg har været her. Tidligere på turen, var det som om tiden var uendelig. Det er den ikke mere. Nu har jeg det som om at jeg skal sørge for at suge det hele til mig, for om ikke så længe er det slut. Når det så er sagt, så er der stadig mindst 14 dages vandring endnu. Og det er jo også en slags længe.

Turen i dag startede lidt over 7, og endnu engang var vi vidner til en smuk solopgang.

Tågen vandt dog første runde over solen i dag, så det blev hurtigt køligt og fugtigt.

Op ad dagen fik solen mere magt og landskabet blev mere synligt.

På den sidste strækning, var der så forbandet mange fluer, at det næsten ikke var til at holde ud. Solen stod højt på himlen, så det var varmt og jeg følte mig i stor udstrækning i nær relation til kvæg lige der. Fluerne svirrede rundt om hovedet på mig, tæt på næse og mund, så jeg prustede med luft og baskede med armene, for at få dem væk. Det må have set helt åndsvagt ud.

Nu landet her og jeg kom til at tænke på Vibeke, sol jeg mødte første gang på togstationen i Bordeaux og fulgtes med den første dag. Så jeg skrev til hende og spurgte, hvor langt hun var og sørme om hun ikke er her også. Det helt samme sted. Det er simpelthen så hyggeligt. Igen, igen.

Vi har seng lige ved siden af hinanden og det er luksusversionen i dag. Der er både håndklæde og sengetøj.

Dagen i dag har været meget stille og rolig. I går gik vi mange efter hinanden og i dag, har jeg næsten ingen andre set på vejen.

Vi startede, mens det stadig var mørkt og der er en skøn stilhed over morgener. Lyset, der fylder mere og mere, fuglene der synger og solen, der langsomt tager over fra mørket.

Der var kun 15 km. på programmet i dag, og det var helt perfekt for fødder med vabler. De hjælper mig med at sænke tempoet, og jeg kom i tanke om, at langsom jo faktisk var det, jeg ville øve mig på. Så selv om de – altså vablerne- er ømme og lidt trælse, så er de her og hjælper mig med at være langsom igen. Det var det, jeg glemte den dag med de 38.

Dagene ligner jo hinanden, så jeg fik morgenmad i den første lille by og mødte flere kendte ansigter fra turen. Jeg er så glad for at føle mig hjemme, blive genkendt, hilse på, udveksle oplevelser, uanset hvor jeg kommer frem.

I en af de næste små byer, var en lille kirke, hvor strikkede flag fra alverdens lande hang i træerne udenfor.

Landskabet er fortsat fladt. Smukt og fladt.

Alberguet i dag er et lille hyggeligt sted med kun 20 senge fordelt i 4 rum. Det er ren luksus efter sidste nat, hvor vi var omkring 26. Der var to der snorkede mega højt og en det var fuld, og kom sent og fortsatte festen ved at snakke i søvne. Ikke meget søvn til mig.

Så det er dejligt at være her allerede lidt over 11. Spise frokost, tage bad, pakke ud og rede seng. Og så lige nappe en middagslur. Det var helt fantastisk og jeg sender middagslur mine bedste anbefalinger.

Et par timer i alberguets have med kaffe og skriveri. Her er virkelig hyggeligt.

Klokken 19 skal vi spise og i morgen, starter det hele forfra. 20 langsomme km. til Calzadilla de Los Hermanillos. Prøv lige at sige det bynavn 10 gange hurtigt efter hinanden. Det er næsten en spiritusprøve, eller måske en sygdom.

Åh, hvilken fornøjelse kun at gå 23 km. efter i går. Det er jo nærmest som en lille slentretur i parken, hvis det ikke lige var fordi mine fødder og særligt ydersiden af mine hæle er en smule vrede på mig efter dagen i går. Og jeg bebrejder dem ikke det mindste. Det var helt skørt. De steder på mine fødder, jeg hele tiden har vist sig sårbare i vandreskoene, er nu fyldt med vabler. 😬 Godt jeg har masser af vabelplaster, for de kommer til at stå sin prøve nu.

Efter aftensmaden i går, var det vidunderligt at opdage at nattens køjeseng ikke knirkede og bragede, ved enhver lille bevægelse. Knirkende senge har ellers været sikre vindere de sidste mange dage, så vi er sikre på at alle vækker hinanden mange gange i løbet af natten. Og så er der snorkerne og nattisserne oveni.

Tilbage til den ikke-knirkende seng og mit håb om en god lang nattesøvn. Som gode nattesøvn kom, men desværre ikke så længe som håbet, for allerede 04.45 begyndte de andre at stå op og rode og regere med taskerne. Så kunne jeg jo ikke sove mere, og kunne lige så godt stå op og komme afsted. Klokken var kun lige lidt over 6, da jeg gik ud i mørket. Månen stod stadig flot på himlen og lyste vejen op, og de første 6 km. var langs landevej, så det var rimelig let at følge stien.

Første morgenmad i kaffeshoppen i den lille by, og jeg møder sørme ægteparret fra Alaska igen, igen. Vi spiser sammen og tager endnu en afsked. Denne gang indhenter jeg dem ikke. De skulle cykle 40 km. i dag.

Efter morgenkaffen var det 17 km. til næste by og mit stoppested for dagen. På de 17 km. er der ingen småbyer eller andre vandingssteder. Så vi var advaret om at have fyldt godt op med vand inden start. Måske ville der være en foodtruck, der lejlighedsvis har åbent.

Og sørme om den ikke havde åbent i dag. Ca. halvvejs på turen. Det var en dejlig overraskelse og det blev til endnu et pitstop.

Og så var det ellers bare derudaf det sidste stykke. På markvej mellem marker så langt øjet rækker.

Der var flere steder med borde og bænke undervejs og de kan jo bruges til meget forskelligt. Foreksempel dette:

Og lige pludselig efter en bakketop dukkede byen op.

Tjek ind, pakke ud, gøre sengen klar. Og hvem står så lige der? Det gør Lisbeth, som var en af de tre kvinder jeg spiste fem-retters pilgrimsmenu med en af de første dage. Dejligt gensyn. Flere kendte ansigter dukker op i løbet af eftermiddagen og vi får opdateret og delt oplevelser siden sidst.

Jeg orkede ikke at vaske tøj i går, så det skulle så være i dag. Nu hænger det her, så ihvertfald mine strømper er tørre til i morgen.

I morgen er det kun 15 km. Jeg skal lige have testet de vabler. Er de godt nok pakket ind? Eller kræver de mere opmærksomhed.

Næsten 9 timer har jeg været på vejen i dag, og det er det længste jeg endnu har prøvet. Både tidsmæssigt og i forhold til kilometer. Og jeg havde nok ikke gået så langt, hvis det ikke var fordi jeg havde booking.

Jeg startede klokken 7, for at undgå solen så længe som muligt.

Og månen hang der så smukt og oplyste vejen for os. Vi lagde ud med bjerget Alto de Mostelares, og derefter flader det ud igen. Fladt er virkelig dejligt.

Solen kiggede lidt frem, men det var først hen på eftermiddagen, den rigtig begyndte at varme.

Jeg mødte ægteparret fra Alaska en sidste gang på vejen i dag. De er nu på cykler, så de er laangt foran mig.

De sidste 13 km. gik jeg ved siden af landevejen. Trætheden var begyndt at melde sig og fødderne havde brug for mere pause, selv om sokkeskift har været flittigt på programmet i dag.

Nu ville jeg bare frem. Solen brændte, som jeg ikke har prøvet før. Nok mest fordi jeg plejer at være nået dagens mål på det tidspunkt.

Og langt om længe. Kold cola, bad, som jeg desværre skal få nedad for at komme til. Ben og fødder er så mega trætte, at de ikke har brug for mere nedad i dag. Jeg har pakket ud, er klar til at spise og så på hovedet i seng.

Det var vidunderligt at vågne og vide, hvor jeg skulle sove i aften. Jeg må bare indse, at det giver mig stor tryghed, og at det er vigtigt for mig.

Og jeg har tænkt over, hvor fantastisk det er, at når eleven er klar, altså mig, så dukker læreren op. Det er så Kylie. Vi fulgtes ad næsten hele dagen i dag også, og hendes indstilling til caminoen og måske livet i al almindelighed, viste sig tydeligt fra morgenstunden, hvor hun tog sig rigtig god tid. Til at spise morgenmad, som viste sig at være inkluderet i vores overnatning. Derefter til at strække ud og ordne vabler. Jeg misunder hende, at hun hviler så meget i at, hun nok skal finde overnatning. Det var lige før jeg blev stresset på hendes vegne. Måske, jeg også kommer til det, eller måske er der andre ting, jeg skal lære.

Klokken var 8.30 da vi gik ud i endnu en smuk morgen. Heldigvis er temperaturen steget en smule, så frosten bed os ikke i dag.

Det er fantastisk som landskabet ændrer sig fra bjerglandskab til mere landbrug. Markene er høstet og flere steder er halmballerne klar til at blive kørt ind.

På vejen så vi et ret nybygget hus med denne statue/springvand i haven. Til inspiration..

Formiddagspausen er nærmest obligatorisk. Efter at have gået et par timer, trænger vi til at hvile ben og få noget at spise og drikke.

Og vi møder næsten hver gang nogle, vi har mødt tidligere på turen. Det er så hyggeligt og giver mulighed for endnu en snak. Primært om hvordan det går med fødder, ben og overnatning. Hvorfra de er gået i dag, og hvad deres planer er. Det er rigtigt, hvad de sagde fra starten, at vi får en Caminofamilie undervejs og flere af dem. Det er en af de ting, der gør caminoen til noget helt særligt.

En anden ting, der gør caminoen helt speciel er den venlighed, opmærksomhed og hjælpsomhed vi møder overalt. I dag foreksempel ankom jeg til albergue og får tjekket ind. Der er ikke fællesmidddag her, så jeg skal enten finde et sted i byen eller tilberede et måltid selv. Jeg finder et supermarked, og køber brød, gedeost, en tomat og pølse. Så er der både til aftensmad og morgenmad.

På vej tilbage møder jeg ægteparret fra Alaska. Gensynsglæden er stor, for ingen af os havde regnet med at se hinanden igen. Den skønne kvinde forærer mig er lille vedhæng, hun har lavet hjemmefra og som hun forærer til mennesker, hun mener har gjort en forskel på vejen.🙏

Møder som disse er fantastiske og da de nu er på cykel frem til Leon og derefter rejser hjem, så var det nok sidste gang vi så hinanden.

Da jeg kommer tilbage, bliver jeg stoppet af værten. Det viser sig, at han har fødselsdag i dag og byder mig en slags kage med vaniljecreme, som bliver lavet på det nærliggende kloster. Heldigvis kan jeg stadig huske at synge fødselsdagssang på spansk, så den får han af mig som tak.

I køkkenet møder jeg Kevin fra Canada, som viser sig at være den flinke mand på gaden i går, der viste os til albergue med ledige senge. Han var igang med at lave nudelsuppe med friske æg fra værtens høns i baghaven, tomater, skinke og 4 friske champignons, han havde fået af en anden pilgrim. Han spørger om jeg vil dele han måltid med ham, for han har mere end nok til en. Ja, mange tak. Så for tredje gang indenfor en lille time mærker jeg igen, hvor fantastisk caminoen er.

Sikke en dag. Tusind mange tak, jeg føler mig utrolig heldig over at være lige her.

I dag var dagen, hvor jeg for alvor skulle forsøge at overgive mig til caminoen og lade den gå sin gang. Det var ikke lykkes mig at reservere en seng til den kommende nat, så med krydsede fingre og en stille bøn forlod jeg Burgos forbi katedralen ved 8-tiden.

På vej ud af byen mødte jeg Kylie fra South Carolina, og vi fulgtes hele dagen. Første stop efter omkring 10 km. for at spise den anden morgenmad. Jeg fik min første morgenmad på mit hostel i Burgos.

Kylie har næsten intet booket til turen, så hun er godt trænet i at spørge ved døren, om der er ledige senge. Og i at holde nerverne i ro, hvilket har vist sig at være min store udfordring i forhold til dette. Første forsøg gjorde vi et par kilometer efter anden morgenmad. De åbnede først en time senere, så vi ventede mere eller mindre tålmodigt, på at de skulle åbne.

I løbet af den time vi ventede, ankom flere og flere. Alle med reservation. Så håbet var ikke så højt, da albergue endelig åbnede. Og helt rigtigt. Ingen ledige senge. Vi var velkomne til at vente på at nogen måske ikke dukkede op, men lige nu kunne hun ikke hjælpe os. Okay, vi gik videre. Klokken var kun 12.30, så der var masser af dag tilbage at gå i.

Næste by var Hornillos del Camino, og vi blev enige om bare at spørge fra en ende af. Der var ret mange at vælge imellem. Desværre. De tre-fire første havde sat skilt i døren med “Full” eller “completo”.

Vi møder en mand på gaden, som på engelsk peger os i retning af et albergue, hvor han mener, der lige er to ledige senge. Vi går derhen og venter. Og venter. Og bliver så enige om at dele os, for at have bedre chancer. Kylie vil gå til det offentlige herberg, det såkaldte Muncipal, og bliver for at spørge her.

Det bliver endelig min tur og efter jeg har spurgt, begynder hun at tælle dagens reservationer tænker jeg. Og så siger hun dælme ja! til at have to ledige senge. Jeg skynder mig at skrive til Kylie, at vi lykkedes.

Vi bliver skrevet ind. Viser pas og får stempel i pilgrimspasset. Og hun viser os, hvor vi skal være. Helt oppe øverst under taget, står 7 opredte feltsenge. Det er hendes reserve for sådan nogen som os. Kun 1 seng er ledig i dette øjeblik, og det var måske de sidste senge i byen, for alle 30 senge på Muncipal, der ikke tager imod reservationer, var også optaget.

Og endnu mere heldige er vi, for vi får også morgenmad inden vi går. Dejligt, for så har mulighed for at få anden morgenmad igen i morgen.

Forsøget lykkedes og jeg har lært så meget af Kylie i dag, at jeg prøver igen senere på turen. De næste dage har jeg reservation og jeg mærker tydeligt, at mit nervesystem er særdeles tilfreds med det.