Igen må jeg lige starte med gårsdagens middag. Joshua, en ung fyr fra USA, som vi har mødt et par gange på turen, foreslog aftensmad i restauranten PASTA. Det kan kun blive godt. Vi spiste også Italiensk dagen før, men pyt. Det smager jo godt. Restauranten var lille, bitte med plads til kun 12 gæster. Et ægtepar driver restauranten om sommeren, og rejser til deres hus, sydpå om vinteren. Maden blev lavet i stueetagen, og vi måtte pænt vente til der blev plads. Vi var i kø som nr.1.
6 retter at vælge i mellem, og hvor smagte det bare godt.
I aften bliver vi flere endnu. Det er som om jo tættere vi kommer på Santiago, desto flere kendte mennesker møder vi igen, så Yoshi fra Japan og Annie fra Kina spiser også med i dag.
Jeg gav mig selv en gave i dag. Jeg fik simpelthen min rygsæk transporteret de 29 km. til dagens albergue. Det var den sidste lange tur og de andre tre ved gårdsdagens middag var gode til at overtale mig. Pris 4€. Det var min debut, og ikke uden en anelse spænding. For hvad gjorde jeg, hvis den ikke dukkede op?
Men det gjorde den naturligvis. Og de to sidste dage, er planen kun at gå 19 km. pr dag, så den er tilbage på ryggen både i morgen og dagen efter.
Turen i dag var skøn. Ingen regn og solen var kun meget varm den sidste halve time. En stor del af dagen fik vi i skoven. Fantastisk med skyggen og lidt vind.
Vi holdt formiddagspause i Melide og en bestemt restaurant er kendt for retter med blæksprutter. Vi fandt den og Yoshi bestilte blæksprutte og vi andre fik lov til at smage. Det var virkelig lækkert. Hun er vant til at spise blæksprutte, så for hende var det ikke noget særligt.
En herre ved bordet ved siden af bestilte en anden blæksprutte-ret. Og vi fik lov til at fotografere den.
Jeg kan lige indskyde, at vi andre , der var mindre modige, spiste spejlæg med pomfritter.
På turen i dag snakkede vi bl.a. om, hvor vildt det er, at være så tæt på. Da vi startede, kunne ingen forstå, at der var knap 800 km. foran os, og at vi rent faktisk ville nå i mål. Nu er det så tæt på, og det er stadig svært at forstå. For det første at vi alle rent faktisk, er lykkedes med at nå så langt og for det andet, at det er slut om et par dage.
Vi glæder os til at kroppen kan få hvilet, men er triste over at skulle skilles. Der er skabt fantastiske venskaber på tværs af både lande og kontinenter. Og hvor kommer jeg til at savne dem alle sammen.
Jeg forsøger at nyde de sidste dage og suge det hele ind.
Tøjet er vasket og hænger ude. Jeg håber det når at tørre, for de næste dage lover de regn i metermål, næsten.