Overskuddet er tilbage og selv om det har øsregnet hele dagen og alt er drivende vådt, så melder jeg alt ok fra Portomarin.
Ordentlig mad og godt selskab gør åbenbart underværker for mig, og de gode samtaler og dejlige beskeder hjemmefra sætter ting i perspektiv.
Både gårsdagens aftensmad i godt selskab med danskere og en enkelt texaner og morgenmaden i dag var helt i top.
Jeg var dog lidt bekymret for min nattesøvn, for i overkøjen lå en flink mand fra Bulgarien, som åbenbart smager på naturen, når han går. I går bestod hans måltid af svampe fra skoven og vand direkte fra floden. Det var hans krop ikke helt med på, så den satte ham igang med den helt store udrensning. Heldigvis havde han fået renset ud inden vi skulle sove, så der var rimelig roligt.
Selvom det regnede hele vejen, så kan man næsten forestille sig, hvor pæn udsigten ville være i solskin.
Jeg var spændt på om, det var til at mærke på antallet af pilgrimme, at vi har passeret Sarria. I dag synes jeg ikke det var mærkbart i forhold til tidligere strækninger, hvor vi har gået nærmest på række. Det var der ikke noget af i dag. Den eneste forskel er, at der er flere, der dufter betragteligt bedre end jeg selv, på trods af dagligt bad, deo og næsten rent tøj.
I dag var dagen, jeg passerede 100 km. stenen. Og hvor jeg er lige nu i Portomarin, er der kun 91 km. til Santiago.
Nu er øvelsen for mig at blive lige her. Med fokus på dagens opgave og distance og ikke for meget på det endelige mål. Det er stadig alt for langt væk og alt for uoverskueligt.
I dag skulle Allan, Rie og de to andre fra aftensmåltidet længere end mig. Til gengæld er der kendte ansigter i form af Chris fra England og Kevin fra Canada, der delte sit måltid med mig for nogen tid siden.
Jeg krydser fingre for at mit tøj, og ikke mindst mine sko er tørre til i morgen. På dagens herberg er der ingen steder at tørre tøj, så min underkøje fungerer igen som tørrestativ. Og jeg vil ud at finde en avis til skoene. Lige nu er mit held at jeg har mit eget hovedpudebetræk med. Så bruger jeg det tildelte til at suge vand fra skoene.
Frokosten blev i øvrigt indtaget på en café på vejen. Den var nok mest tiltænkt mindre høje mennesker, for for at komme fra baren til siddepladser, skulle man dukke sig betragteligt. Helt særligt koncept.
Over floden og byen er til venstre.
Bare lige op af trappen her.
Op ad trappen og ind gennem porten. Så er vi i Portomarin.