Måned: oktober 2024

Dagen startede allerede klokken 6, for at undgå den regn, der var udsigt til fra middagstid. Vi orkede ikke mere vådt tøj, og selvom skoene slet ikke var tørre fra i går, på trods af både papir og føntørrer, så hellere lidt våde fødder og varm krop end fuldstændig kold og våd.

Så det var gennem mørket ved lyset fra Kevins pandelampe.

Turen til til Santiago tog kun lidt mere end 4 timer, og jeg var helt sikkert drevet af, at målet var så tæt på. Tænk at det skulle slutte i dag. Efter så mange dage, så var dette den allersidste.

Efter nogle timer kunne vi skimte byen og kirkens spir i det fjerne.

Turen gennem byen frem til pladsen foran kirken føltes endeløs, men endelig var vi der. Kroppen fik fornyet energi og følelsen af at være i mål var fantastisk. Hurtigt fik Johsua øje på os. Han og Chris var ankommet ca. 15 min. tidligere, og glæden var stor på alles vegne.

Efter fotos på pladsen fandt vi køen til kirken, så vi kunne komme til pilgrimsmesse. Der afholdes fire messer om dagen og der er efter sigende kø til hver eneste.

Vi fandt køen 10.20, messen startede klokken 12 og så startede regnen igen.

Vi var heldige at være så langt fremme i køen, at vi fik en siddeplads. Rigtig mange måtte stå.

Efter messe og frokost skulle vi finde pilgrimskontoret for at få bevis for alle anstrengelserne, det såkaldte compostella. På forhånd havde vi udfyldt vores oplysninger på deres hjemmeside, så det var let for dem at udfylde. På sådan en helt almindelig søndag var alle 10 skranker åbne, så det gik stærkt med at komme gennem køen.

Og så ventede den sidste køjeseng for mig i denne omgang. Dog med forhæng, skab og hylde, så et af de bedre af slagsen. Efter bad og omklædning, mødtes vi i køkkenet og tømte automaten for dåseøl, inden aftensmaden. Yderst velfortjent, hvis vi selv skal sige det.

Inden sengetid, skulle vi lige runde pladsen igen. Nu i mørke med lys.

Dagen efter, mandag, gik vi tilbage på pladsen for at møde flere fra turen.

Der er en uendelig strøm af pilgrimme, der finder vej til Santiago. Og den 9. oktober 2024 blev rekorden for udleverede Compostela for hele 2023 slået. 447.000 pilgrimme er indtil den 9/10 ankommet fra alle ruter til Santiago og har fået udleveret compostela. Det er fuldstændig vildt. Der er ikke noget at sige til at det er blevet en industri og en god måde at tjene penge på.

Nå, Chalotte. Fik du set det, du ville? Fandt du de vise sten? Vejen til fremtiden? Eller måske noget andet? Vil du gøre det igen? Eller tager du aldrig mere et eneste skridt med vandresko på?

Jeg fik helt sikkert en masse med fra turen. Det var ikke, hvad jeg havde forestillet mig hjemmefra, men meget andet. Og noget af det er muligt at sætte ord på, mens jeg er sikker på at andet finder vej til mig, efterhånden som det altsammen lander. Helt stille og roligt.

Jeg kommer helt sikkert også til at købe nye vandresko, nu der skal plantes blomster i de gamle. At gå er vidunderligt. Og er der noget pæn natur at se på imens, gør det, det hele meget lettere. Om jeg kommer til at få så langt igen, ved jeg ikke lige nu. Måske en dag..

Ifølge appen WisePilgrim var hele turen 767 km. På mit compostela står der 779 km. Mit ur har målt, at jeg i alt har gået 850 km. inkl. svinkeærinder, restaurantbesøg og frem og tilbage er lige langt.

For hulan, hvor det regner i dag, og det fortsætter hele dagen i morgen også. Fuldstændig gennemblødte sko og strømper på mindre end en time. Regnponchoen holder mig nogenlunde tør i starten, men når det er så voldsomt og vedvarende, kan den heller ikke holde vandet ude. På indersiden driver vandet også i en blanding af regn og sved. Heldigvis er alt i rygsækken tørt.

Heldigvis var det en kortere distance at få i dag, og når man først er våd, kan det jo nærmest være lige meget. Så handler det bare om at nå i mål.

Og det lykkes da også endnu engang. Igen heldig vinder af underkøjen, men desværre ingen avispapir til skoene. Men som en sagde, så kan det jo være lige meget, når det også regner vildt i morgen. Og det er jo som sådan rigtigt. Jeg kan bare godt lide at stikke mine fødder i tørre sko om morgenen, så jeg forsøger med forskellige løsninger. Toiletpapir, føntørrer..

Det våde tøj fra i dag og det håndvaskede fra i går, der ikke nåede at tørre, kom en tur med på vaskeri og blev vasket i en rigtig maskine og tørret i tumbleren bagefter. Jeg prøver at gemme en ren t-shirt og et par rene strømper til turen hjem. Det vil mine medpassagerer nok sætte pris på.

Jeg gik alene i dag, i forsøget på at samle tankerne om turen. Hvad har jeg fået med? Hvad har jeg lært? Er jeg blevet klogere på fremtiden? Og til det altsammen må jeg sige, at det har jeg og det er jeg. Jeg ved bare ikke på hvilken måde endnu. Der har ikke være øjeblikke med åbenbaringer, hvor alt stod lysende klart. Men det siges at caminoen ikke giver dig, hvad du beder om, men hvad du har brug for. Så det er ret spændende.

I morgen har vi aftalt at gå til Santiago i samlet flok. Vi er 6, der mødtes tidligere på turen og nu alle er nået hertil den samme by. Regnvejr eller ikke, det bliver stort at nå i mål.

Igen må jeg lige starte med gårsdagens middag. Joshua, en ung fyr fra USA, som vi har mødt et par gange på turen, foreslog aftensmad i restauranten PASTA. Det kan kun blive godt. Vi spiste også Italiensk dagen før, men pyt. Det smager jo godt. Restauranten var lille, bitte med plads til kun 12 gæster. Et ægtepar driver restauranten om sommeren, og rejser til deres hus, sydpå om vinteren. Maden blev lavet i stueetagen, og vi måtte pænt vente til der blev plads. Vi var i kø som nr.1.

6 retter at vælge i mellem, og hvor smagte det bare godt.

I aften bliver vi flere endnu. Det er som om jo tættere vi kommer på Santiago, desto flere kendte mennesker møder vi igen, så Yoshi fra Japan og Annie fra Kina spiser også med i dag.

Jeg gav mig selv en gave i dag. Jeg fik simpelthen min rygsæk transporteret de 29 km. til dagens albergue. Det var den sidste lange tur og de andre tre ved gårdsdagens middag var gode til at overtale mig. Pris 4€. Det var min debut, og ikke uden en anelse spænding. For hvad gjorde jeg, hvis den ikke dukkede op?

Men det gjorde den naturligvis. Og de to sidste dage, er planen kun at gå 19 km. pr dag, så den er tilbage på ryggen både i morgen og dagen efter.

Turen i dag var skøn. Ingen regn og solen var kun meget varm den sidste halve time. En stor del af dagen fik vi i skoven. Fantastisk med skyggen og lidt vind.

Vi holdt formiddagspause i Melide og en bestemt restaurant er kendt for retter med blæksprutter. Vi fandt den og Yoshi bestilte blæksprutte og vi andre fik lov til at smage. Det var virkelig lækkert. Hun er vant til at spise blæksprutte, så for hende var det ikke noget særligt.

En herre ved bordet ved siden af bestilte en anden blæksprutte-ret. Og vi fik lov til at fotografere den.

Jeg kan lige indskyde, at vi andre , der var mindre modige, spiste spejlæg med pomfritter.

På turen i dag snakkede vi bl.a. om, hvor vildt det er, at være så tæt på. Da vi startede, kunne ingen forstå, at der var knap 800 km. foran os, og at vi rent faktisk ville nå i mål. Nu er det så tæt på, og det er stadig svært at forstå. For det første at vi alle rent faktisk, er lykkedes med at nå så langt og for det andet, at det er slut om et par dage.

Vi glæder os til at kroppen kan få hvilet, men er triste over at skulle skilles. Der er skabt fantastiske venskaber på tværs af både lande og kontinenter. Og hvor kommer jeg til at savne dem alle sammen.

Jeg forsøger at nyde de sidste dage og suge det hele ind.

Tøjet er vasket og hænger ude. Jeg håber det når at tørre, for de næste dage lover de regn i metermål, næsten.

Skønne 25 km. i dag. Ingen silende regn, kun fugten i tågen, der blev hængende langt op af formiddagen.

Jeg lagde ud i morgenmørket og kom til at følges ud af byen med 2 unge koreanske piger. Der var ikke meget samtale, men lidt kunne vi da gøre os forståelige for hinanden.

Morgenmad på vejen og efterhånden som lyset kom, gik det også lidt hurtigere med at komme frem. I mørket bruger jeg lommelygten på telefonen, og næste gang vil jeg have en pandelampe med. Den skal både kunne lyse rødt og hvidt. Hvidt, når vi går i mørke og det røde er godt i sovesalene, for det forstyrrer ikke andre så meget, som det hvide lys gør.

Det blev ikke til så mange billeder i dag, fordi tågen var så tæt, men lidt blev det da til.

Mange samler stempler i pilgrimspassene for at kunne få vores compostella, når vi kommer til Santiago. Jeg er startet på pilgrimspas nr. 2, og der er så meget plads i det, at jeg samler stempler alt, hvad jeg kan. I dag kom jeg forbi en lille bitte kirke, hvor en blind mand i tempelridder-kappe meget gerne stemplede vores pas. Vi skulle bare hjælpe lidt til med at styre stemplet i hans hænder til det rette sted i passet.

På dagens albergue, er endnu flere kendte ansigter. En kvinde fra Quebec og en anden kvinde fra Kina. Begge har jeg mødt på forskelige alberguer, hvor der har været fællesspisning. Det er efterhånden nogle dage siden, jeg har haft mulighed for at deltage i det. Og nu er spørgsmålet, om der når at komme flere. Der er kun tre dages vandring mere, før jeg lander i Santiago på søndag.

Overskuddet er tilbage og selv om det har øsregnet hele dagen og alt er drivende vådt, så melder jeg alt ok fra Portomarin.

Ordentlig mad og godt selskab gør åbenbart underværker for mig, og de gode samtaler og dejlige beskeder hjemmefra sætter ting i perspektiv.

Både gårsdagens aftensmad i godt selskab med danskere og en enkelt texaner og morgenmaden i dag var helt i top.

Jeg var dog lidt bekymret for min nattesøvn, for i overkøjen lå en flink mand fra Bulgarien, som åbenbart smager på naturen, når han går. I går bestod hans måltid af svampe fra skoven og vand direkte fra floden. Det var hans krop ikke helt med på, så den satte ham igang med den helt store udrensning. Heldigvis havde han fået renset ud inden vi skulle sove, så der var rimelig roligt.

Selvom det regnede hele vejen, så kan man næsten forestille sig, hvor pæn udsigten ville være i solskin.

Jeg var spændt på om, det var til at mærke på antallet af pilgrimme, at vi har passeret Sarria. I dag synes jeg ikke det var mærkbart i forhold til tidligere strækninger, hvor vi har gået nærmest på række. Det var der ikke noget af i dag. Den eneste forskel er, at der er flere, der dufter betragteligt bedre end jeg selv, på trods af dagligt bad, deo og næsten rent tøj.

I dag var dagen, jeg passerede 100 km. stenen. Og hvor jeg er lige nu i Portomarin, er der kun 91 km. til Santiago.

Nu er øvelsen for mig at blive lige her. Med fokus på dagens opgave og distance og ikke for meget på det endelige mål. Det er stadig alt for langt væk og alt for uoverskueligt.

I dag skulle Allan, Rie og de to andre fra aftensmåltidet længere end mig. Til gengæld er der kendte ansigter i form af Chris fra England og Kevin fra Canada, der delte sit måltid med mig for nogen tid siden.

Jeg krydser fingre for at mit tøj, og ikke mindst mine sko er tørre til i morgen. På dagens herberg er der ingen steder at tørre tøj, så min underkøje fungerer igen som tørrestativ. Og jeg vil ud at finde en avis til skoene. Lige nu er mit held at jeg har mit eget hovedpudebetræk med. Så bruger jeg det tildelte til at suge vand fra skoene.

Frokosten blev i øvrigt indtaget på en café på vejen. Den var nok mest tiltænkt mindre høje mennesker, for for at komme fra baren til siddepladser, skulle man dukke sig betragteligt. Helt særligt koncept.

Over floden og byen er til venstre.

Bare lige op af trappen her.

Op ad trappen og ind gennem porten. Så er vi i Portomarin.

Dag 29 blev så dagen, hvor jeg røg ned i et hul. Lige fra morgenstunden kunne jeg ikke tænke på andet, end at jeg snart er ved vejs ende, selv om der stadig var 132 km.

Jeg kom til at mærke efter, hvor træt min krop er, af at gå hver eneste dag. Hvor lidt søvn jeg har fået de sidste par nætter, enten pga. snorkere eller fulde mennesker, der kommer hjem midt om natten, tænder lys og roder rundt. Overskuddet var ikke stort.

Mine fødder kunne helt sikkert også mærke, hver en sten på vejen. Rygsækken sad forkert, vandblæren er i stykker og der er alt for meget op ad bakke. Og bagefter ned igen.

Faktisk syntes jeg slet ikke, det var sjovt mere. Vi er gået ind i Galicien og her gør de meget ud af, helt præcist at fortælle hvor langt, der er til Santiago. Det gjorde det dælme ikke lettere, hele tiden at blive mindet om, at være så tæt på og så alligevel så langt fra.

Derudover er jeg tæt på, måske endda over mit mæthedspunkt for at møde flere nye mennesker og høre deres historier. At sove i køjeseng i samme rum som 15 andre.

Godt, det var det. Nu slut med brokkeriet. Dejligt at komme af med det, og lad mig bare sige,at I er ikke de eneste, der måtte lægge øjne/ører til mig i dag.

Jeg mødte den amerikanske pige fra Kentucky igen, hun har fået en skade i sin fod, men fortsætter, fordi hun har et mål, og er motiveret af at skulle besøge venner i Madrid, inden hun skal hjem. Hun vil bare være færdig nu!

Det bliver en mental øvelse for mig herfra og til Santiago. Ikke at falde ned i træthed og selvmedlidenhed. For så bliver det sidste stykke alt for langt.

Nå, men det regnede da heldigvis ikke lige fra morgenstunden.

Og efter måske knap 10 km. dukkede et lille donativo op, midt i ingenting. De bød på lækker morgenmad, kaffe, te. Ja, næsten alt, hvad hjertet kunne begære.

Det bliver også brugt som sted for yoga og meditations-retreats, ejet af en franskmand, der i disse dage, havde besøg af sine forældre, der hjalp til. I denne måned blev donationerne brugt til at renovere yogarummet og til at etablere en økovenlig vaskemaskine.

The Camino Provides siges det. Og det gør den. Med dette sted, blev jeg lige mindet om, hvad det her (også) handler om. Hjertevarme mellem mennesker, der giver til dem, der har brug for det. Jeg gik derfra i noget bedre humør, end da jeg kom.

Og derude ligger Sarria.

I Sarria starter virkelig mange mennesker deres Camino. For at få compostella (bevis for at have gået/cyklet/redet caminoen) skal man gå mindst 100 km. Fra Sarria er der 115 km. Så det var med stor spænding jeg gik gennem byen. Ville der være fuldstændig sort af mennesker? Nej, det var der så ikke. Bare helt almindeligt storbyliv.

Jeg fandt et sted at spise frokost, og sad ude. Efter at have siddet lidt kom Rie og Allan forbi. De skulle også have frokost, og vi kunne dele de sidste par dages vandring og hvor hårdt vi synes det var. Og det er jo så skørt at vi kun kunne grine. Og det gjorde vi så. Vidunderligt befriende.

Lidt efter kom også Chris fra England gående forbi. Vi fulgtes et par dage frem mod Burgos, og han har været langt foran mig siden. Men nu stod han der og skulle også have frokost. Så gik snakken igen. Chris og Rie, havde også tidligere fulgtes ad en eftermiddag, så det blev en rigtig hyggelig frokost.

Allan og Rie skulle overnatte samme sted som mig i nat, så vi fulgtes de sidste små 4 km. og nåede lige ind inden himlen for alvor åbnede sig.