Måned: september 2024

Igen må jeg starte med i går. Jeg var gennem fotos igen og fandt dette pletskud fra vin-fontænen, som jeg kom forbi i går.

Sådan ser jeg altså ud, når jeg har bekymringer om maven og lander ved gratis vin kl. 7.40.

Og igen bliver jeg også nødt til at dele fællesmiddagen på den virkelig hyggelige albergue i Sansol, der ligger ude i ingenting.

Fantastiske værter, der kunne huske alle vores navne og gjorde et stort nummer ud af at servere.

Det er så hyggeligt med de fællesspisninger. Gode samtaler omkring bordet og lækker mad til den sultne pilgrim. Der går dog ikke mere end et par timer, så er alle på vej i seng. Det er ca. klokken 21. Klokken 22 bliver lyset slukket.

Og nu til dagens oplevelser. Jeg er helt stoppet med at stille vækkeur hernede. Der er altid nogle, der skal virkelig tidligt ud af døren og så kan jeg vågne stille og roligt. inden jeg står op. Således også i dag. Ude af døren ca. 8, med et varmt farvel fra værten og 2 danske kvinder, der også sov samme sted.

Igen, igen, igen fantastisk smukke landskaber. Det kan virkelig noget.

Både i går og i dag så jeg kæmpe rovfugle på himlen. Mellem fem og otte ad gangen. Det er et fantastisk syn og helt umuligt for mig at fotografere.

Så er det lettere med vinmarkerne. De er tættere på og bevæger sig ikke så hurtigt. De kommer i kilometervis og oliventræer i næsten lige så store antal.

Det er dog ikke smuk natur det hele. På vej ind i Logrono i dag, skulle vi for eksempel gennem et industrikvarter.

På dagens albergue, er der desværre ikke fællesspisning, så jeg har handlet i Dia og spist brød med gedeost. Købte også yoghurt til morgenmad. Den kan stå på køl i det fælles køleskab, så jeg krydser fingre for at den står der i morgen også. I køkkenet er det muligt at lave kaffe og the helt gratis og på disken står der en bunke tuber med Voltaren, som man kan tage, hvis man har behov for det. Meget fornemt.

Igen en sovesal med 26 senge fordelt på 13 køjesenge. Sko og stave bliver i entreen, som vanligt.

Til 26 mennesker i et rum, er normeringen for toiletter åbenbart 2 og for bade 3. Sådan har det været de sidste to steder i hvertfald. Og det fungerer udmærket. Kun en smule ventetid på bad og vi skal jo alligevel ikke andet…

Og på denne 8. dag byder jeg også velkommen til en lille vabel på lilletåen samt et par lidt belastede områder, smukt markeret med rødt. Mine hofter har også ønsket lidt opmærksomhed i dag. Så alle har fået ekstra opmærksomhed i form af massage, creme og opmuntrende ord.

I morgen vil jeg gerne tidligere afsted. Jeg skal gå næsten 29 km. og samtidig være langsom og holde mig fortsat gode venner med mine fødder og ben og hofter. Ja sådan set bare det hele.

Meget spændt på om maven var ok igen i dag, efter al den opmærksomhed den har tiltrukket sig det sidste 1,5 døgn. Og ja. Heldigvis, og tak for at gøre mig opmærksom på det uden at nedlægge mig helt. 🙏

Dagen startede virkelig tidligt, fordi tre koreanere på værelset, var oppe før 5. Pakkede, larmede og tændte lys. Set var som om, de var på en mission.

Okay, jamen så er vi jo ligesom igang. Trak den lidt og stod så op og pakkede sammen. Spiste en banan, drak en kop kogt vand og så ud i mørket. Klokken var lidt i 7 og på turen ud af byen kom jeg til at følges med en fransk dame, der talte ligeså få engelske ord, som jeg taler franske. Men det går jo alligevel, og samtalerne tager ofte udgangspunkt i, hvilken by man er startet i og i hvilken man slutter.

Det blev dog svært henad vejen, vi var begge lettede over at vi ved Fuente de Vino, mødte respektive landsfæller.

Klokken var dog kun 7.40, så det var lidt for tidligt for mig at drikke vin. Særligt oven på den mave.

Jeg mødte Kirsten, der også var med til 5-retters menuen i Zubiri, og vi fulgtes til Luquin, ca. 10 km. efter start, hvor hun ville holde en god lang pause, for hun var halvvejs allerede og skulle kun til Los Arcos.

Udsigterne var igen fantastiske undervejs. Fotos kan slet ikke yde naturen retfærdighed, men jeg prøver alligevel.

Efter Luquin mødte jeg de tre koreanere på mission fra i morges og fandt ud af, at missionen gik ud på at komme tidligt til Los Arcos, for at kunne få et sted at sove. De havde forsøgt at booke, men havde ikke heldet med sig. Desværre var de faret vild på vej ud af byen om morgenen, så de var lidt pressede. Jeg håber det lykkedes for dem at få plads på de Alberques, der ikke tager mod reservation.

Nu er jeg så landet i Sansol. Og for pokker hvor var de sidste 8 km. fra Los Arcos lange. Jeg kan igen være glad for at de blev gået idag og at jeg ikke starter med dem i morgen.

Stedet er er helt vildt hyggeligt. 12 køjesenge i samme rum. Fællesspisning kl. 19 og en lille gårdhave at hænge vasketøjet op i. Der er endda en lille pool til fødderne. Ren luksus.

Endnu en virkelig smuk morgen at gå i, og igen lige til at græde over. Det er storslået og så går jeg lillebitte menneske her. Det er slet ikke til at forstå.

På vej ud af byen, ned til markvejen, har jeg brug for mine stave, og finder ud af, at jeg har glemt dem, hvor jeg sov. For hulan da også. Op igen efter dem, og afsted endnu engang. Denne gang knap så grådlabil.

Jeg kommer til at tænke på, at snakken rundt om bordet ved aftensmaden i går bare fik derudaf, selvom kun 2 af 6 kom fra samme land. En spanier, en Østriger, en kineser, to fra Korea og så mig. Alle deler lidt af sig selv, og vi kan alle genkende noget af de andre i os selv.

Der er historier her om, at de lokale er trætte af os pilgrimme, som vi kaldes. De fleste er dog imødekommende og hilser med hola, buernos dias eller buen Camino. Enkelte har endda lavet små oaser med forfriskninger midt i ingenting.

Det koster ingenting, men de tager gerne imod donationer. Sådan er det flere steder. Og sørme om jeg ikke var ved at glemme mine stave her igen. Havde det ikke været for en sød mexicaner, der spurgte om det ikke var mine, ja så var jeg gået uden. Igen..

Hvor jeg har ret godt styr på ben og fødder har jeg mistet fokus på mit tarmsystem. Men det sørger så for at tilkalde sig den opmærksomhed, det har krav på. Så hvad er anderledes i det sidste døgn? Ingen bananer og ingen tortilla- æggekage med grøntsager. Og måske noget med salt. Så nu har jeg fundet en drik, der hedder Aquarius. Den er fuld af forskellige salte og vitaminer, så jeg håber det hjælper. Desværre er det søndag i dag, så ikke meget har åbent.

I dag var kort, så alt gik fint, uden at skulle ud i buskene. I morgen har jeg 28 km. foran mig, så jeg vil benytte enhver mulighed for at spise fast føde og låne toiletter.

I nat sover jeg igen i køjeseng, denne gang på en 12-sengs stue. Og jeg var heldig at få en underkøje. Underkøjerne er i høj kurs, fordi det er muligt at have ting tæt på, på gulvet. Køjesengene i dag er rimelig slatne. Enhver bevægelse rykker i hele sengen. Søvn skal jeg nok få, spørgsmålet er måske bare hvor meget.

Sikke en smuk morgen.

Og alt det vand der er kommet fra himlen i de sidste par dage, løb ud af mine øjne i dag. Helt utrolig grådlabil. Over at være her. At savne alt derhjemme og alligevel være her. Og de helt utrolige smukke landskaber.

Jeg var rimelig godt forberedt på stigningen op til Alto del Perdon, så det kom næsten som en overraskelse, da jeg pludselig var der.

Og på vej ned igen, så der sådan ud.

Gennem flere mindre byer, retur til naturen. Frokost og “skifte sokker pause” på en sten med denne udsigt.

Alt var godt, ben og fødder gode, og den efterlyste sol var hos os hele dagen. Jeg gik alene det meste af dagen. Små samtaler med en lille fransk kvinde, der sidste år havde gået over 1.000km. på en af de andre caminoer. En meget korpulent tysk mand, der også øvede langsom. Jeg var dog lidt hurtigere langsom end han. Og en ung dansker fra Sønderborg, der indhentede mig. Og sjovt nok bor han på samme sted som mig i dag.

Nå, men de sidste måske 7 km. de var dælme ikke sjove. I beskrivelsen af ruten står der at det er “en kort stigning, hvor cyklisterne kan ses trække op”. Fint, kort kan jeg lide. Men jeg synes bestemt ikke at det var særlig kort. Måske fordi jeg mødte den stigning efter 21 km. Meget sandsynligt. Og ingen billeder, det havde jeg slet ikke overskud til. Op kom jeg, for det skulle jeg jo. Pauser og langsom. Og nu jeg er virkelig glad for ikke at skulle tage den stigning i morgen.

Nu landet i den meget stille landsby, Cirauqui på det mest vidunderlige herberg. Mulighed for at vaske i hånden og der er sørget for sæbe, tørreplads og klemmer.

Nu håber jeg bare at i hvertfald buskerne er tørre til i morgen. Jeg har været ude i mange forskellige tørrestativer undervejs. Særligt til strømperne, der blev så mega våde de første dage. I dag har de næsten tørre strømper siddet bag på tasken mens jeg gik.

I morgen bliver en kort dag på kilometerne. Jeg går til Estella og der er kun 14 km. I aften er der pilgrimsmiddag kl. 19 og mon så ikke det igen bliver tidligt i seng.

Inden jeg begynder på dagen i dag, bliver jeg nødt til at fortælle at jeg i går fik 5! retter hjemmelavet mad på pilgrimsmenu. 1) blandet salat, 2) polenta (tror vi nok), 3) grøntsagssuppe, 4) køb på ben med katofler og peberfrugt, 5) lemonmousse. Det var helt vildt, hvad vi fik. Og vi kunne endda vælge mellem 4 forskellige desserter. Sikke et arbejde. Vi og vand hørte med. 133 kr.

Det blev altsammen indtaget i selskab med 3 danske kvinder, der også er alene afsted. Efter middagen skiltes vi med et Buen Camino. Måske vi ses på vejen igen.

Dagen startede med regn. Det skulle lette lidt op ad formiddagen, så jeg havde ikke såå travlt med at komme afsted. Og så øver jeg mig også i, at være langsom. Vi er mange, der går og der kan godt være lidt panik omkring muligheden for at finde en seng ved dagens afslutning. Så mange går meget tidligt, mens det stadig er mørkt. Jeg forsøger ikke at blive fanget ind i senge-panikken. Måske er jeg allerede blevet det, for jeg tænker, at hvis jeg gerne vil være langsom på ruten, så kommer jeg jo alt for sent til at få en seng. Så jeg har booket på forhånd. I dag er en af de mere luksuriøse af slagsen, sammenlignet med køjeseng på blandede 8-mandsværelser.

Fra starten på dagen i regnvejr og hertil er det 25 km. De 15 på gåben og 10 i taxa. På vejen i regnvejr mødte jeg en af damerne fra pilgrimsmiddagen i går. Og hun er virkelig god til langsom. I dag var hun ekstra god, fordi han havde store udfordringer med sine tæer, så det blev til mange pauser og små skridt. Desuden kom der virkelig meget vand. Både ned fra bjergene.

Og i form af vandpytter vi skulle forcere. Helst uden at få alt for våde sko og strømper, selv om det nærmest var umuligt.

Måske det aldrig ville få en ende med alt det vand. Det gik ikke længe før både sko og strømper var gennemblødte. Og det var ikke så godt for hendes fødder. Heller ikke for mine, men jeg har heldigvis endnu ikke, hverken vabler eller andre skavanker. Efter 10 km. kom et tiltrængt mulighed for hvil. En lille café, hvor benene fik pause og maven mad. I dag tortilla med kartoffel og squash og varm kakao til.

Min følgesvend i dag, kunne ikke gå længere. Vi var ca. 10 km. fra Pamploma, og bag caféen lå en stor vej, så der måtte køre en bus. Og det gjorde der, men først om 3 timer. Så hun fik cafedamen til at ringe efter en taxa. Jeg tog med og det gjorde en træt japaner også.

I Pamploma så vi Katadralen og jeg fulgte hende til hotellet, hun havde booket. Jeg fik lov at vente i tørvejr hos hende, indtil det blev tid til at gå videre. Jeg skulle videre ud af Pamploma til Cizur Menor og min overnatning, hvor jeg tidligst kunne komme kl. 16.

Så her er jeg så. Virkelig træt og glad for ikke at skulle dele soveværelse med nogen i nat. Min aftensmad i dag består af et flute med lufttørret skinke og ost, købt ved en slagter i Pamploma. Ikke så omfangsrigt som i går, men mindst ligeså fantastisk.

I morgen venter Alto Del Perdon i 756 meters højde. Collado De Lapoeder, som det første bjerg hed var til sammenligning i 1.430 meters højde. I tirsdags startede jeg i ca. 300m. I morgen starter jeg i ca. 400m.

Alt er godt. Sko og strømper er næsten tørre, og skal nok blive klar til i morgen. Det bliver en hård og lang dag, men de lover sol og jeg har ikke travlt. Jeg øver mig i at langsom er ok, så jeg har min næste overnatning på plads også.

Dagen startede med regn, men heldigvis slet ikke af samme kaliber som i går. Skoene var næsten tørre, man strømperne endnu ikke, så jeg valgte kun at tage et par strømper på for stadig at have bare et tørt par at skifte med.

Startede dagen med at gå for mig selv – ikke alene, for ingen er helt alene her.

Naturen her er fuldstændig fantastisk og slet ikke til at gengive på billeder, så her er en lille video.

Måske den nederste film ikke virker, men jeg kan ikke finde ud at fjerne den. Hvis den virker, får I dobbelt op for interessen.

På vejen i dag mødte jeg Lisbeth fra Århus og vi holdt formiddagspause på dette lille fine sted.

Hunden var interesseret lige indtil der ikke var mere mad på tallerkenen. Og hvad sker der? Solen kom frem, så regntøjet kom af for at kunne tørre på tasken. Det samme med de våde strømper fra i går.

Det sidste stykke mod Zubiri var på lidt mere en 4 km. Nedad gik det på varietet underlag.

Nu i Zubiri. Varmt bad, vasket og vådt tøj til tørre. Senere mad og søvn.. Der er ved at tegne sig et mønster. For what to do, når jeg er landet? I dag har jeg aftale med Lisbeth om at spise aftensmad sammen. Jeg skriver her og så plejer jeg mine fødder på mange måder. Luft, massage og også Qigong. Ankelstrækket kommer virkelig til sin ret her.

I dag er også en helt særlig dag, for Thilde har fødselsdag og er samtidig på studietur til Polen 🇩🇰.

Vi blev sendt godt afsted fra Saint Jean Pied de Port i morges. Dejlig morgenmad og samling i rundkreds med smukke ord, en stille meditation og afslutningsvis John Devers “Sweet surrender”. Ikke mange øjne var tørre efter den omgang.

Og afsted skulle vi, og endda et par stykker flere end mig med shuttlebussen. Vejret var ikke lige så meget med os i dag som i går. Regnvejr og tåge i bjergene, så nærmest ingen smukke udsigter i dag. Jeg kom til at følges med Carla fra Arizona og Catherine fra Brisbane over bjerget i dag. Og lige midt i ingenting stod en mand med sin foodtruck.

En lille pause tog vi, spiste en banan og gik videre. Ind i mere regn og tåge.

Og sørme om de ikke også har fritgående køer her også.

Ankom 2! timer for tidligt til overnatningssted. Heldigvis kom solen frem og kunne varme lidt. Sko og strømper er fuldstændig gennemblødte, så af med dem og på med plastikskoene. Mødte kendte ansigter og fandt en lille café med varm kaffe. Herligt.

Avispapir i skoene, vådt tøj hængt til tørre og et varmt bad, så er livet virkelig godt. Lidt forsyninger har vi købt til i morgen. Om lidt aftensmad og tidligt i seng. Taknemmeligheden er stor.

Jeg kom simpelthed afsted på den første del af ruten i dag. Og jeg er lykkelig for det. For så skal jeg ikke gå 27 km. i morgen. Det var simpelthen så hårdt, at jeg flere gange spurgte mig selv, hvad pokker jeg tror, jeg har gang i. “Ville du ikke mærke dig selv?” -jo tak, men ikke SÅ meget. Godt så, jeg klarede det jo, og med god opbakning fra Vibeke.

Jeg mødte Vibeke på togstationen i morges i Bordeaux og vi kom til at følges ad. Hun havde reservation på refuge Borda, der ligger ca. 1 km. højere oppe end Orisson. Så efter besøg på pilgrimskontoret for at få det første stempel i pilgrimspasset og en omelet med saltet bacon, besluttede jeg mig for at følge hende på vej mod Borda.

Den eneste udfordring, på det tidspunkt (og ikke et ord om højdemeter endnu), var at jeg også skulle tilbage til Saint Jean Pied de Port. Shuttlebusser skal bestilles på forhånd via mail og taxa koster 25-30€. Jeg prøvede at skrive til shuttlebusserne kl. 11.30 og så gik vi i butikker og startede turen opad lidt i 12. Ingen svar. Ved 14-tiden holdt vi pause og tjekkede mail og sørme om der ikke var besked om, at jeg ASAP skulle bekræfte, om jeg ville have den sidste plads. Mailen var sendt lidt over 12.

Så ASAP, som det nu kunne blive, skyndte jeg mig at svare, at jeg gerne ville med fra Orisson, men jeg var der jo ikke helt endnu. Intet problem, bare jeg var der 14.30. Og det var jeg så. Ret præcist. I morgen kører de mig retur, så jeg starter ca. halvvejs oppe. Dejlig tanke. Pris 11€.

Tilbage i Saint Jean Pied de port kunne jeg tjekke ind på det fineste lille hostel. Jeg deler bl.a. værelse med Kevin på 77 år, fra Australien, som har booket alle overnatninger frem til Santiago. “Så må jeg jo tage bus eller taxi, hvis jeg ikke kan gå”. Og ja, alle har deres ejen vej.

I aften byder stedet ind til fælles middag. 3 retter vegetarisk mad for 12€. Det sagde jeg ja til med det samme. Jeg har ikke brug for at gå ret meget mere i dag. Morgenmad fra 6.45. Kl. 7 samles alle i rundkreds til stille meditation og bøn for at sende os godt afsted. Det glæder jeg mig også til.

Fra Korinth, via Ringe til Odense og videre til Kastrup Lufthavn, hvor faster Bente og veninde Hanne stod klar til at sende mig afsted. Det var dejligt at se jeres kendte ansigter.

Det var hårdt at skulle sige farvel, så jeg kan oplyse at vandet er trukket godt frem i øjnene, for jeg kommer godt nok til at savne jer allesammen. ❤️

Jeg kom i aaaalt for god tid og ventetiden var lang. Til gengæld kunne sommerfuglene så småt begyndt at lægge sig.

På vej i toget mod København, kom besked om at min planlagte togafgang fra Bordeaux til Saint Jean Pied de Port i morgen er aflyst.

Godt der findes flere afgange. Så i stedet for at skulle afsted klokken 10, skal jeg nu afsted klokken 6. Pyt med det, jeg kan alligevel nok ikke sove.

Og det giver mig nu mulighed for at gå de første 8 km. op ad bjerget allerede i morgen og så starte derfra på onsdag. Retur og frem med taxi el. lign. Det giver så kun 19 km. hen over bjerget, når det for alvor går løs på onsdag. Den tanke kan jeg ret godt lide. Vi må se om det er muligt.

Da jeg begynde at planlægge turen, ønskede jeg at kunne starte blødt, og overnatte på vej op ad bjerget i Orisson. Men alt var booket flere måneder forud, og jeg var ikke hurtig nok. Mange af jer har hørt på mine overvejelser/bekymringer.. Eller var det endda beklagelser?? om de 27 km. på den første dag. Vil jeg nu kunne klare så mange højdemeter op og ned igen? Og jeg jo også gå 20 km. næste dag? Mange bekymringer har jeg haft om de 27 km. og nu finder jeg snart ud af, hvordan det lander.

Ankommet på hotellet i Bordeaux med letbane fra lufthavnen til banegården og resten af vejen på gåben. Jeg vil nyde at kunne tage et meget langt bad, sove i rent sengetøj og have mit helt eget badeværelse. Det kommer nok til at gå noget tid inden det sker igen.