Måned: september 2024

Åh, hvilken fornøjelse kun at gå 23 km. efter i går. Det er jo nærmest som en lille slentretur i parken, hvis det ikke lige var fordi mine fødder og særligt ydersiden af mine hæle er en smule vrede på mig efter dagen i går. Og jeg bebrejder dem ikke det mindste. Det var helt skørt. De steder på mine fødder, jeg hele tiden har vist sig sårbare i vandreskoene, er nu fyldt med vabler. Godt jeg har masser af vabelplaster, for de kommer til at stå sin prøve nu.

Efter aftensmaden i går, var det vidunderligt at opdage at nattens køjeseng ikke knirkede og bragede, ved enhver lille bevægelse. Knirkende senge har ellers været sikre vindere de sidste mange dage, så vi er sikre på at alle vækker hinanden mange gange i løbet af natten. Og så er der snorkerne og nattisserne oveni.

Tilbage til den ikke-knirkende seng og mit håb om en god lang nattesøvn. Som gode nattesøvn kom, men desværre ikke så længe som håbet, for allerede 04.45 begyndte de andre at stå op og rode og regere med taskerne. Så kunne jeg jo ikke sove mere, og kunne lige så godt stå op og komme afsted. Klokken var kun lige lidt over 6, da jeg gik ud i mørket. Månen stod stadig flot på himlen og lyste vejen op, og de første 6 km. var langs landevej, så det var rimelig let at følge stien.

Første morgenmad i kaffeshoppen i den lille by, og jeg møder sørme ægteparret fra Alaska igen, igen. Vi spiser sammen og tager endnu en afsked. Denne gang indhenter jeg dem ikke. De skulle cykle 40 km. i dag.

Efter morgenkaffen var det 17 km. til næste by og mit stoppested for dagen. På de 17 km. er der ingen småbyer eller andre vandingssteder. Så vi var advaret om at have fyldt godt op med vand inden start. Måske ville der være en foodtruck, der lejlighedsvis har åbent.

Og sørme om den ikke havde åbent i dag. Ca. halvvejs på turen. Det var en dejlig overraskelse og det blev til endnu et pitstop.

Og så var det ellers bare derudaf det sidste stykke. På markvej mellem marker så langt øjet rækker.

Der var flere steder med borde og bænke undervejs og de kan jo bruges til meget forskelligt. Foreksempel dette:

Og lige pludselig efter en bakketop dukkede byen op.

Tjek ind, pakke ud, gøre sengen klar. Og hvem står så lige der? Det gør Lisbeth, som var en af de tre kvinder jeg spiste fem-retters pilgrimsmenu med en af de første dage. Dejligt gensyn. Flere kendte ansigter dukker op i løbet af eftermiddagen og vi får opdateret og delt oplevelser siden sidst.

Jeg orkede ikke at vaske tøj i går, så det skulle så være i dag. Nu hænger det her, så ihvertfald mine strømper er tørre til i morgen.

I morgen er det kun 15 km. Jeg skal lige have testet de vabler. Er de godt nok pakket ind? Eller kræver de mere opmærksomhed.

Næsten 9 timer har jeg været på vejen i dag, og det er det længste jeg endnu har prøvet. Både tidsmæssigt og i forhold til kilometer. Og jeg havde nok ikke gået så langt, hvis det ikke var fordi jeg havde booking.

Jeg startede klokken 7, for at undgå solen så længe som muligt.

Og månen hang der så smukt og oplyste vejen for os. Vi lagde ud med bjerget Alto de Mostelares, og derefter flader det ud igen. Fladt er virkelig dejligt.

Solen kiggede lidt frem, men det var først hen på eftermiddagen, den rigtig begyndte at varme.

Jeg mødte ægteparret fra Alaska en sidste gang på vejen i dag. De er nu på cykler, så de er laangt foran mig.

De sidste 13 km. gik jeg ved siden af landevejen. Trætheden var begyndt at melde sig og fødderne havde brug for mere pause, selv om sokkeskift har været flittigt på programmet i dag.

Nu ville jeg bare frem. Solen brændte, som jeg ikke har prøvet før. Nok mest fordi jeg plejer at være nået dagens mål på det tidspunkt.

Og langt om længe. Kold cola, bad, som jeg desværre skal få nedad for at komme til. Ben og fødder er så mega trætte, at de ikke har brug for mere nedad i dag. Jeg har pakket ud, er klar til at spise og så på hovedet i seng.

Det var vidunderligt at vågne og vide, hvor jeg skulle sove i aften. Jeg må bare indse, at det giver mig stor tryghed, og at det er vigtigt for mig.

Og jeg har tænkt over, hvor fantastisk det er, at når eleven er klar, altså mig, så dukker læreren op. Det er så Kylie. Vi fulgtes ad næsten hele dagen i dag også, og hendes indstilling til caminoen og måske livet i al almindelighed, viste sig tydeligt fra morgenstunden, hvor hun tog sig rigtig god tid. Til at spise morgenmad, som viste sig at være inkluderet i vores overnatning. Derefter til at strække ud og ordne vabler. Jeg misunder hende, at hun hviler så meget i at, hun nok skal finde overnatning. Det var lige før jeg blev stresset på hendes vegne. Måske, jeg også kommer til det, eller måske er der andre ting, jeg skal lære.

Klokken var 8.30 da vi gik ud i endnu en smuk morgen. Heldigvis er temperaturen steget en smule, så frosten bed os ikke i dag.

Det er fantastisk som landskabet ændrer sig fra bjerglandskab til mere landbrug. Markene er høstet og flere steder er halmballerne klar til at blive kørt ind.

På vejen så vi et ret nybygget hus med denne statue/springvand i haven. Til inspiration..

Formiddagspausen er nærmest obligatorisk. Efter at have gået et par timer, trænger vi til at hvile ben og få noget at spise og drikke.

Og vi møder næsten hver gang nogle, vi har mødt tidligere på turen. Det er så hyggeligt og giver mulighed for endnu en snak. Primært om hvordan det går med fødder, ben og overnatning. Hvorfra de er gået i dag, og hvad deres planer er. Det er rigtigt, hvad de sagde fra starten, at vi får en Caminofamilie undervejs og flere af dem. Det er en af de ting, der gør caminoen til noget helt særligt.

En anden ting, der gør caminoen helt speciel er den venlighed, opmærksomhed og hjælpsomhed vi møder overalt. I dag foreksempel ankom jeg til albergue og får tjekket ind. Der er ikke fællesmidddag her, så jeg skal enten finde et sted i byen eller tilberede et måltid selv. Jeg finder et supermarked, og køber brød, gedeost, en tomat og pølse. Så er der både til aftensmad og morgenmad.

På vej tilbage møder jeg ægteparret fra Alaska. Gensynsglæden er stor, for ingen af os havde regnet med at se hinanden igen. Den skønne kvinde forærer mig er lille vedhæng, hun har lavet hjemmefra og som hun forærer til mennesker, hun mener har gjort en forskel på vejen.

Møder som disse er fantastiske og da de nu er på cykel frem til Leon og derefter rejser hjem, så var det nok sidste gang vi så hinanden.

Da jeg kommer tilbage, bliver jeg stoppet af værten. Det viser sig, at han har fødselsdag i dag og byder mig en slags kage med vaniljecreme, som bliver lavet på det nærliggende kloster. Heldigvis kan jeg stadig huske at synge fødselsdagssang på spansk, så den får han af mig som tak.

I køkkenet møder jeg Kevin fra Canada, som viser sig at være den flinke mand på gaden i går, der viste os til albergue med ledige senge. Han var igang med at lave nudelsuppe med friske æg fra værtens høns i baghaven, tomater, skinke og 4 friske champignons, han havde fået af en anden pilgrim. Han spørger om jeg vil dele han måltid med ham, for han har mere end nok til en. Ja, mange tak. Så for tredje gang indenfor en lille time mærker jeg igen, hvor fantastisk caminoen er.

Sikke en dag. Tusind mange tak, jeg føler mig utrolig heldig over at være lige her.

I dag var dagen, hvor jeg for alvor skulle forsøge at overgive mig til caminoen og lade den gå sin gang. Det var ikke lykkes mig at reservere en seng til den kommende nat, så med krydsede fingre og en stille bøn forlod jeg Burgos forbi katedralen ved 8-tiden.

På vej ud af byen mødte jeg Kylie fra South Carolina, og vi fulgtes hele dagen. Første stop efter omkring 10 km. for at spise den anden morgenmad. Jeg fik min første morgenmad på mit hostel i Burgos.

Kylie har næsten intet booket til turen, så hun er godt trænet i at spørge ved døren, om der er ledige senge. Og i at holde nerverne i ro, hvilket har vist sig at være min store udfordring i forhold til dette. Første forsøg gjorde vi et par kilometer efter anden morgenmad. De åbnede først en time senere, så vi ventede mere eller mindre tålmodigt, på at de skulle åbne.

I løbet af den time vi ventede, ankom flere og flere. Alle med reservation. Så håbet var ikke så højt, da albergue endelig åbnede. Og helt rigtigt. Ingen ledige senge. Vi var velkomne til at vente på at nogen måske ikke dukkede op, men lige nu kunne hun ikke hjælpe os. Okay, vi gik videre. Klokken var kun 12.30, så der var masser af dag tilbage at gå i.

Næste by var Hornillos del Camino, og vi blev enige om bare at spørge fra en ende af. Der var ret mange at vælge imellem. Desværre. De tre-fire første havde sat skilt i døren med “Full” eller “completo”.

Vi møder en mand på gaden, som på engelsk peger os i retning af et albergue, hvor han mener, der lige er to ledige senge. Vi går derhen og venter. Og venter. Og bliver så enige om at dele os, for at have bedre chancer. Kylie vil gå til det offentlige herberg, det såkaldte Muncipal, og bliver for at spørge her.

Det bliver endelig min tur og efter jeg har spurgt, begynder hun at tælle dagens reservationer tænker jeg. Og så siger hun dælme ja! til at have to ledige senge. Jeg skynder mig at skrive til Kylie, at vi lykkedes.

Vi bliver skrevet ind. Viser pas og får stempel i pilgrimspasset. Og hun viser os, hvor vi skal være. Helt oppe øverst under taget, står 7 opredte feltsenge. Det er hendes reserve for sådan nogen som os. Kun 1 seng er ledig i dette øjeblik, og det var måske de sidste senge i byen, for alle 30 senge på Muncipal, der ikke tager imod reservationer, var også optaget.

Og endnu mere heldige er vi, for vi får også morgenmad inden vi går. Dejligt, for så har mulighed for at få anden morgenmad igen i morgen.

Forsøget lykkedes og jeg har lært så meget af Kylie i dag, at jeg prøver igen senere på turen. De næste dage har jeg reservation og jeg mærker tydeligt, at mit nervesystem er særdeles tilfreds med det.

Jeg har været på en ordentlig tur i dag. Ad omveje og på afveje. Blevet væk og fundet igen.

Kom afsted mens det var mørkt. Den var kun lige omkring 7. Klar himmel med stjerner og ret koldt. Vi var fem, der fulgtes og det var meningen, vi skulle tilbage på caminoen efter et par kilometer, men et eller andet sted i planlægningen, (eller var det i udførelsen?) måtte noget have glippet, for efter et stykke tid, fandt vi ud af, at vi fortsat var på den alternative rute. Og vi ville ihvertfald ikke vende om.. Fint, der var pile og skilte at følge, så det gik jo nok alligevel.

Morgenmad på en café i endnu en lille by. Denne gang ikke samme med andre pilgrimme, men sammen med de lokale. Efter morgenmaden blev vi delt, så jeg kom til at følges med Chris fra England. Flere skridt mod Burgos og vi kom vidt omkring. Skiltningen var ret dårlig flere steder, så vi måtte have telefonerne frem for at finde tilbage på rette vej.

Efter flere gange forkert, er vi endelig på rette vej. Godt nok langs en hovedvej, men alligevel. Burgos kom nærmere.

Vejen ind til Burgos var nærmest uendelig. Heldigvis fandt vi vejen langs floden, så vi slap for industrikvartererne.

Langt om længe nåede vi centrum, hvor følgeskabet brød op, for at finde vores steder at overnatte. Chris på hotelværelse med badekar, jeg på endnu et hostel/albergue med køjesenge. Der er dog lidt luksus her også, for igen er der dyner med sengetøj. Det er virkelig lækkert.

Netop som jeg kom til hostel for at tjekke ind, står de to danske kvinder, jeg mødte på albergue i Sansol. Det var der, de lavede paella. De var på vej ud for at spise og derefter se katedralen. Om jeg ville med? Ja, tak.

Så afsted med mig. Vi fandt en café tæt på katedralen og fik frokost. Da vi var næsten færdige blev vi fundet af Chris, som var på vej for at gøre det samme. Vi fulgtes alle fire til Katedralen og for pokker, hvor er den smuk, kæmpestor og slet ikke til at begribe.

Jeg tog virkelig mange billeder, men jeg nøjes med at vise et par stykker her.

Der var så mange rum, med den ene vilde udsmykning efter den anden. Sikke håndværk, der er udført her.

Efter besøget i katedralen er det tid til at hvile og skrive. Og senere mødes vi alle fire for at spise sammen. De to danske kvinder rejser hjem i morgen. De kaster håndklædet i ringen i forhold til at finde overnatning. Chris skal gå ca. 40 km. til sin reserverede overnatning i morgen og det skal jeg ikke. Jeg håber at finde en seng på et herberg. Dagen efter har jeg lavet en reservation.

Og nu til noget lidt andet. Det vilde ved at være i Burgos er, at jeg allerede har gået en trediedel. Ikke i forhold til kilometer, men i forhold til landskab. Den første trediedel har været hård for kroppen med flere bjerge og bakket terræn. Den næste trediedel er meget mere flad, med stort set ingen variation i landskabet.

På kortet er der 283 km. fra Saint Jean Pied de Port til Burgos. Ifølge min skridttæller har jeg gået 324 km. i alt siden jeg startede. Det er dælme langt..

Det er blevet koldt om morgenen her. Kun 6-7 grader var det, da vi forlod de skønne tyske værter i Espinosa, efter et fantastisk morgenbord med brød, kaffe, hjemmelavet marmelade, ost og pølse.

På vores tallerkener ved morgenbordet, lå en gul pil, (ligesom dem vi følger for at finde vej på caminoen), med en sikkerhedsnål limet på. Det var en gave, så vi altid vil være i stand til at finde vej i livet.

Det var svært at forlade det varme og gå ud i kulden. Og sørme om der ikke var to ledige senge på denne perle i nat. To, der havde reserveret, dukkede simpelthen ikke op. Endda uden at give besked til værterne. Det er dælme ikke i orden i denne flaskehals. Og næsten værre endnu, to mennesker gik glip af dette fantastiske sted.

Solen var på vej op, der var frost på bilruderne ved dagens begyndelse. Så jeg er glad for mine handsker og halsedisse.

Dagene her er begyndt at flyde ind i en rytme. Den ene dag efter den anden. Ligesom det næste skridt følger det første.

Stå op, pakke rygsækken og afsted. Efter et par timer, spiser jeg morgenmad. Så et par timer på vejen igen og endnu en pause, skifte strømper, måske en sodavand eller en kop kaffe. Og så det sidste stykke frem til den reserverede seng. Tjekker ind, pakker ud, gør sengen klar, tager bad og vasker tøj. Og på en solrig dag, som i dag, er det helt fantastisk at sidde på terrassen og drikke kaffe, mens jeg skriver her.

Vejen hertil var igen fyldt med smuk natur.

På ruten i dag var 12 km. uden vandforsyning, så det gjaldt om at have fyldte flasker inden det stykke. Undervejs stod dog endnu en ildsjæl, med sin lille butik og en jazzet version af “Smoke on the water”, flød ud af højttalerne. Boden var fyldt med frugt, vand, juice og “vejens bedste kaffe”. Det var jo nemt at sige, når han var den eneste der.

Jorden var meget rød på denne strækning. Måske det er muligt at fornemme på billedet.

Nogle havde også lavet pile på jorden af sten de havde samlet.

Undervejs talte jeg med et venindepar fra Australien, der var meget interesseret i kongehuset pga. Dronning Mary. Det var vildt, hvad de havde sat sig ind i for at få en forståelse af, hvordan kongehuset i Danmark fungerer.

De havde booket al overnatning på hoteller hjemmefra. Og det var klogt, for det fylder utroligt meget for næsten alle jeg møder, at det er svært at reservere overnatninger. Det er som en flaskehals. Der er dog stadig mange albergues, hvor det ikke er muligt at reservere, men hvor det er først til mølle. De første, der møder op får en seng, indtil der ikke er flere at dele ud af. Efter i morgen er det også min tur til at prøve lykken på den måde.

En af de andre, der sover her på albergue i Santovenia har booket hotel i Burgos til i morgen og derefter skal han gå 41 km. til sin næste reservation. Jeg har dog fundet ud af, at den slags afstande, slet ikke er for mig at gå. Og nu jeg glæder mig til at prøve at se, hvordan det går med at finde overnatning uden reservation.

Sikke en perle, jeg er landet i i dag. Endnu en lille, bitte by. Denne dog med to albergues og den ene med en lille café.

Casa Las Almas, hvor jeg er landet, har kun 5 senge og tilbyder både aftensmad og morgenmad. Jeg har sagt ja med tak til begge og hjemmebagt brød og blødkogt æg, hører til en ægte tysk morgenmad, hvis I ikke vidste det. Ægteparret, der er værter her, kommer fra Tyskland, har gået flere caminoer og har nu slået sig ned her i Espinosa del Camino og lavet en perle. Seng og to måltider koster her 28€. Meget billigere end andre steder.

Sengene er redt op med dyner og hovedpuder, så ingen sovepose i nat. Et skab til rygsækken og deri lå endda også et rent håndklæde.

På badeværelset er en række knager med tallene 1-5. Jeg ankom som nummer 2 i dag, så hun hang et lille håndklæde på knage nr.2, som kun er til mig. Badeværelse og køkken deler værtsparret med os. Så vi er virkelig langt inde i privaten her.

Herfra til Burgos er der ca. 41 km. og jeg havde overvejet at gå noget af vejen og tage bus resten. Men den skønne værtskvinde kender er sted, på den alternative rute, som hun ringede til, og sørme om jeg ikke har en seng i morgen i Santovenia de Oca. Det er ca. 20 km. herfra og meget mere spiseligt end 41. Også selvom en del af turen, ville være med bus. Derfra til Burgos er der ca. 24 km., hvilket også er en god distance.

Turen hertil var smuk som altid. I dag med solen fremme. Alle sov længe i dag, bl.a. fordi døren tidligst blev låst op klokken 7.

Værtsparret her vil give mulighed for at alle får mulighed for at hvile, så meget som muligt. Og det gjorde vi. Jeg vågnede som en af de sidste kl. 7.40 og havde sovet i mere end 9 timer. Det var tiltrængt efter den forrige nat i kirken.

Jeg lagde ud med at følges med to andre, der havde sovet samme sted. Og de gik dælme stærkt, så jeg måtte lade dem gå, så jeg kunne komme ned i tempo. Og det var kroppen glad for. Min lille hævelse, skal gerne fortsætte med at være lille og gerne forsvinde med tiden. Og det hurtige tempo var ikke godt for den. Så jeg blev kaldt tilbage og tak for det.

Tilbage i langsomt tempo var jeg også bedre til at nyde alt det smukke omkring mig. Solsikkerne der er afblomstret og venter på høst.

Eller nogle af de fine tegn til at følge caminoen.

I aften står menuen på dette:

Omkring bordet i går var vi 8 gæster og værtsparret. Hun fra Italien og han fra Brasilien. Blandt gæsterne var er par fra Alaska, hvor han i sit arbejdsliv havde arbejdet med forskning i isbjørne, et ægtepar fra Tyskland, der var på deres 2. Camino og havde alt for lidt tøj med, fordi sidst de var her, havde der været over 30 grader. Det er her heldigvis ikke nu. Derudover var en mand fra Honduras, uddannet ingeniør og arbejdede i Tyskland, en kvinde fra det fransktalende område i Canada, Quebec. Hun havde arbejdet som sygeplejerske i mange år, men havde sagt op, fordi sundhedssystemet var for presset. En englænder, der arbejder som familieadvokat med skilsmissesager og på vej til at starte nyt arbejde. Og så mig, også i en overgangsfase.

Igen blev jeg berørt af, at det er muligt, for så forskellige mennesker, at have et fællesskab. Det har været sådan hele vejen indtil nu og mon ikke det fortsætter sådan?

Så kom min fridag. Og at gå kun 7 km. når jeg har hele dagen er faktisk ret svært. Jeg lagde ud med handsker og halsedisse lidt over 7. Kun 10 grader på det tidspunkt. Tidsmæssigt blev jeg dog hjulpet lidt af, at jeg igen havde glemt mine stave. Heldigvis var jeg ikke nået helt ud af byen, da jeg opdagede det, så tilbage efter dem. Så gik der tid med det, og det gjorde jo ingenting på en dag som i dag.

Og nu et tilbageblik på i går, hvilket var en fantastisk aften. Efter aftensmaden var blevet gjort klar i går, blev den båret til byens bager, for at blive varmet i hendes ovn. Kirkens ovn var tilsyneladende i stykker. Mens maden var i ovnen, var vi til pilgrimsmesse. Den blev livestreamet, så jeg skyndte mig at sende besked hjem. Måske kunne de finde det. Og det kunne de sørme. Per sendte mig dette billede bagefter.

Som afslutning på messen blev alle pilgrimme kaldt frem og velsignet.

Og så var der mad, men vi skulle først hente den hos bageren, og hun ville kun udlevere maden, hvis vi sang for hende på gaden. Først på spansk, så koreansk og til sidst på engelsk. Og så kunne vi få mad.

Fantastisk måltid efter bordbøns-rap på spansk. Og så til opvasken. Den hurtige menneskeopvaskemaskine. 3 baljer vand. Skyl af i den første, vask med sæbe i den næste og skyl sæben af i den sidste. Forenden aftørring og sæt på plads. Ca. 10 minutter, så var der vasket op efter 40 mennesker.

Inden sengetid var der meditation i kirken og det var virkelig en smuk oplevelse. Et stort tændt stearinlys = pilgrimslyset gik på tur rundt til alle, som kunne vælge at dele en reflektion eller bare holde lyset for en stund. Der er så mange stærke historier og smukke årsager til at være her. Vi er alle så forskellige og alligevel ens. Uanset hvorfra vi kommer og hvad vi har med.

Efterhånden som dagene går er det som om jeg har mistet fornemmelse af både tid og sted. Det handlet kun om at gå, mærke kroppens formåen og være sammen med de mennesker, der er omkring mig. Jeg har lange samtaler med de ømme steder på min krop, og det er fantastisk at mærke den fysiske træthed og ikke kun den mentale, som jeg husker det ofte har været.

Og jeg er samtidig utrolig taknemmelig for mine kun 7 km. i dag. Stedet jeg skal sove har 10 senge og rummene er fyldt med rolig musik og dejlige dufte. Parret, der driver det har selv gået caminoen mange gange, er venner med selveste Paulo Coelho, forfatteren til måske den mest kendte bog om caminoen, “Pilgrimsrejsen”. Han sponserer også stedet.

Blandt mine medrejsende stiger spændingen, fordi det efterhånden er meget svært at booke overnatning på forhånd. Der er stort set ingen steder at booke frem i tid mere. Jeg har min næstsidste reservation i morgen og så overvejer jeg seriøst at gå halvdelen af vejen til Burgos og så tage bussen det sidste stykke. Efter Burgos må vi se. Der er mange steder, der ikke tager mod reservationer, men hvor man skal spørge i døren, om de har en ledig seng. Snart bliver det også min tur til at gøre sådan. Og tanken er ikke så skræmmende, som den var i starten. Efterhånden som jeg har gået, har jeg oplevet mange gange, at ting lykkes, at det jeg har brug for kommer. Ikke at forveksle med det jeg beder om. Det er to vidt forskellige ting.

For eksempel mødte jeg Michelle fra Australien på min korte vej i dag. Hun gik lige så langsomt som jeg, så vi blev hinandens gave. Hun var lykkelig over at have mødt en langsom og jeg blev så rørt over hendes fortælling, om at hendes ene søn fyldte år i dag, og at det var første gang hun ikke var hjemme til at fejre ham. Samtidig fortalte hun at hun arbejdede som sygeplejerske for børn med kræft, og hun vidste, hvor meget forældrene til de børn, ønskede bare en fødselsdag mere med deres barn, men måske ikke fik det. Det er jo lige til at hyle over, så det gjorde vi. Sammen.

Ja, jeg ved det godt. Det skulle være en kort og rolig dag og det var det også til at starte med. Efter en fantastisk nats søvn, kom jeg afsted mellem bygerne og tog det stille og roligt. Jeg skulle jo have 5 timer til at gå med at gå 15 km. Og det var ret jeg dygtig til.

Inden jeg var nået helt ud af byen mødte jeg 3, der gik den modsatte vej. De havde alle glemt noget på deres albergue og det er bestemt ikke sjovt at skulle tilbage, når man tror, man er afsted.

Stadig vinmark på vinmark i en uendelighed.

Formiddagspause med kaffe og croissant, og så stille og roligt videre. Det begyndte at regne igen og ved 12-tiden nåede jeg Ciruena, hvor jeg havde planlagt at overnatte.

Til venstre i billedet ligger en golfbane og byen har et kæmpe hotel tilknyttet den.

Inde i byen begyndte jeg at lede efter mit overnatningssted, men kortet viste mig til Casa Victoria og ikke Albergue Victoria. Nå, men en pause kunne jeg da holde, så en kop kaffe til mig, og så måtte jeg spørge mig for bagefter.

Mens jeg sad med kaffen, skrev Vibeke, som jeg mødte på togstationen i Bordeaux og som heppede på mig den første dag op ad der store bjerg, at hun var landet i det skønneste herberg. Det lå i Granon og jeg så på appen at der var 7 km. derhen. Det kunne jeg jo godt. Klokken var kun 12.30 og jeg kunne alligevel ikke umiddelbart finde mit sted. Så afsted det gik igen. Og så stoppede regnen.

Efter at have gået gennem den næste by, mente jeg at nu måtte jeg nærme mig og tjekkede kortet. Okay. Jeg havde læst det helt forkert. Der var 7 km. til Granon fra den by jeg lige var gået igennem. I alt ca. 13 km. Puha. Godt jeg ikke var klar over det fra begyndelsen. Men nu er jeg her altså. På den skønneste Donativo, som det kaldes, når kirken og frivillige står for herberger. Faktisk det allerførste sted på hele caminoen fortalte de frivillige. Der er så heller ikke en fast pris, men man giver det, man kan. Vi sover på madrasser på loftet.

Og der er et program vi er inviteret til at deltage i.

Der er ca. 40 mennesker, så vi var ret mange kokke om at tilberede maden. Jeg var heldig at få en rolle som hepper. Der var ikke flere opgaver.

Benene er ømme, en lille hævelse på foden og et par vabler. Alt er godt og taget sig kærligt af med udstrækning og massage. I morgen bliver en kort dag. Ja, jeg bliver ved med at sige det, men jeg holder fast i min booking i morgen og der er kun 7 km. herfra. Jeg har dobbelttjekket

Hold da op, hvor er jeg træt i hele kroppen.

Og jeg skal være forsigtig med, hvad jeg beder om i fremtiden. I går proklamerede jeg, at jeg gerne ville tidligt afsted i dag, og det kom jeg så sandelig da også. Allerede klokken 5 var der en fransk kvindes alarm, der vækkede alle. Måske lige bortset fra hende selv, for den fik godt nok lov til at ringe længe. Jeg forsøgte at sove videre, men den gik ikke. Og jeg havde også lidt svært ved at falde i søvn i går aftes, men sådan er det. Op i mørket for at pakke sammen uden at genere de heldige, det var lykkes at falde i søvn igen.

Pakket og klar klokken 6.20. Udenfor stod en ung pige fra Kentucky og vi fulgtes ud af byen, mens snakken gik. Og det gjorde benene også, for de var hurtige fra morgenstunden. Hofterne var ok og velsmurte, efter i går. Jeg havde jo godt nok lovet mig selv at øve langsommelighed, og det kom helt af sig selv op af dagen. For efter måske 12 km. blev fødderne virkelig tunge og ømme. Og så føltes de 17 km., der var tilbage endnu længere end de var i forvejen. Slow and steady. Godt Chalotte, lyt nu til din krop for pokker. Og hold hvad du lover den.

Nå, men det skulle jo gå og det gjorde det også. Og jeg har her til eftermiddag også været i supermarkedet og købe bananer, den gode drik med elektrolytter og salte snaks.

Turen i dag var igen fyldt med vinmarker hele vejen. Det giver jo god mening her i Rioja-land.

Flere steder undervejs var de igang med at høste.

På vej ind i Navarrete stod den store sorte tyr og tronede.

På er flere kilometer langt stykke, var stien lige ved siden af motorvejen. Og så tog jeg lydbog i brug. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig, men hjemmefra har jeg downloadet mere end 200 timers lydbog af forskellig slags. Og først i dag har jeg lyttet mens, jeg gik. Ellers har jeg lyttet lidt, mens jeg har hvilet mig efter at have gået.

Under en af mine mange skifte-strømper – massere fødder – pauser, fik jeg spist min medbragte yoghurt. Ingen ske, men det var der råd for.

Vejret var i øvrigt fantastisk gå-vejr med skyer på himlen og en let vind. Helt perfekt.

Heldigvis er der fællesspisning i dag, så jeg slipper for mine egne kulinariske oplevelser, der foruden brød og gedeost indtil videre har svunget sig op til nudler med dåsetun.

I morgen snegler jeg mig afsted. Kun 16 km. bliver det til. Det er jo nærmest halv fridag. Men oh, hvilken en. Tiltrængt er den i hvertfald. Og vi skal være ude her klokken 8. Så der er god tid til langsom i morgen.