Sikke en perle, jeg er landet i i dag. Endnu en lille, bitte by. Denne dog med to albergues og den ene med en lille café.
Casa Las Almas, hvor jeg er landet, har kun 5 senge og tilbyder både aftensmad og morgenmad. Jeg har sagt ja med tak til begge og hjemmebagt brød og blødkogt æg, hører til en ægte tysk morgenmad, hvis I ikke vidste det. Ægteparret, der er værter her, kommer fra Tyskland, har gået flere caminoer og har nu slået sig ned her i Espinosa del Camino og lavet en perle. Seng og to måltider koster her 28€. Meget billigere end andre steder.
Sengene er redt op med dyner og hovedpuder, så ingen sovepose i nat. Et skab til rygsækken og deri lå endda også et rent håndklæde.
På badeværelset er en række knager med tallene 1-5. Jeg ankom som nummer 2 i dag, så hun hang et lille håndklæde på knage nr.2, som kun er til mig. Badeværelse og køkken deler værtsparret med os. Så vi er virkelig langt inde i privaten her.
Herfra til Burgos er der ca. 41 km. og jeg havde overvejet at gå noget af vejen og tage bus resten. Men den skønne værtskvinde kender er sted, på den alternative rute, som hun ringede til, og sørme om jeg ikke har en seng i morgen i Santovenia de Oca. Det er ca. 20 km. herfra og meget mere spiseligt end 41. Også selvom en del af turen, ville være med bus. Derfra til Burgos er der ca. 24 km., hvilket også er en god distance.
Turen hertil var smuk som altid. I dag med solen fremme. Alle sov længe i dag, bl.a. fordi døren tidligst blev låst op klokken 7.
Værtsparret her vil give mulighed for at alle får mulighed for at hvile, så meget som muligt. Og det gjorde vi. Jeg vågnede som en af de sidste kl. 7.40 og havde sovet i mere end 9 timer. Det var tiltrængt efter den forrige nat i kirken.
Jeg lagde ud med at følges med to andre, der havde sovet samme sted. Og de gik dælme stærkt, så jeg måtte lade dem gå, så jeg kunne komme ned i tempo. Og det var kroppen glad for. Min lille hævelse, skal gerne fortsætte med at være lille og gerne forsvinde med tiden. Og det hurtige tempo var ikke godt for den. Så jeg blev kaldt tilbage og tak for det.
Tilbage i langsomt tempo var jeg også bedre til at nyde alt det smukke omkring mig. Solsikkerne der er afblomstret og venter på høst.
Eller nogle af de fine tegn til at følge caminoen.
I aften står menuen på dette:
Omkring bordet i går var vi 8 gæster og værtsparret. Hun fra Italien og han fra Brasilien. Blandt gæsterne var er par fra Alaska, hvor han i sit arbejdsliv havde arbejdet med forskning i isbjørne, et ægtepar fra Tyskland, der var på deres 2. Camino og havde alt for lidt tøj med, fordi sidst de var her, havde der været over 30 grader. Det er her heldigvis ikke nu. Derudover var en mand fra Honduras, uddannet ingeniør og arbejdede i Tyskland, en kvinde fra det fransktalende område i Canada, Quebec. Hun havde arbejdet som sygeplejerske i mange år, men havde sagt op, fordi sundhedssystemet var for presset. En englænder, der arbejder som familieadvokat med skilsmissesager og på vej til at starte nyt arbejde. Og så mig, også i en overgangsfase.
Igen blev jeg berørt af, at det er muligt, for så forskellige mennesker, at have et fællesskab. Det har været sådan hele vejen indtil nu og mon ikke det fortsætter sådan?
