Så kom min fridag. Og at gå kun 7 km. når jeg har hele dagen er faktisk ret svært. Jeg lagde ud med handsker og halsedisse lidt over 7. Kun 10 grader på det tidspunkt. Tidsmæssigt blev jeg dog hjulpet lidt af, at jeg igen havde glemt mine stave. Heldigvis var jeg ikke nået helt ud af byen, da jeg opdagede det, så tilbage efter dem. Så gik der tid med det, og det gjorde jo ingenting på en dag som i dag.
Og nu et tilbageblik på i går, hvilket var en fantastisk aften. Efter aftensmaden var blevet gjort klar i går, blev den båret til byens bager, for at blive varmet i hendes ovn. Kirkens ovn var tilsyneladende i stykker. Mens maden var i ovnen, var vi til pilgrimsmesse. Den blev livestreamet, så jeg skyndte mig at sende besked hjem. Måske kunne de finde det. Og det kunne de sørme. Per sendte mig dette billede bagefter.
Som afslutning på messen blev alle pilgrimme kaldt frem og velsignet.
Og så var der mad, men vi skulle først hente den hos bageren, og hun ville kun udlevere maden, hvis vi sang for hende på gaden. Først på spansk, så koreansk og til sidst på engelsk. Og så kunne vi få mad.
Fantastisk måltid efter bordbøns-rap på spansk. Og så til opvasken. Den hurtige menneskeopvaskemaskine. 3 baljer vand. Skyl af i den første, vask med sæbe i den næste og skyl sæben af i den sidste. Forenden aftørring og sæt på plads. Ca. 10 minutter, så var der vasket op efter 40 mennesker.
Inden sengetid var der meditation i kirken og det var virkelig en smuk oplevelse. Et stort tændt stearinlys = pilgrimslyset gik på tur rundt til alle, som kunne vælge at dele en reflektion eller bare holde lyset for en stund. Der er så mange stærke historier og smukke årsager til at være her. Vi er alle så forskellige og alligevel ens. Uanset hvorfra vi kommer og hvad vi har med.
Efterhånden som dagene går er det som om jeg har mistet fornemmelse af både tid og sted. Det handlet kun om at gå, mærke kroppens formåen og være sammen med de mennesker, der er omkring mig. Jeg har lange samtaler med de ømme steder på min krop, og det er fantastisk at mærke den fysiske træthed og ikke kun den mentale, som jeg husker det ofte har været.
Og jeg er samtidig utrolig taknemmelig for mine kun 7 km. i dag. Stedet jeg skal sove har 10 senge og rummene er fyldt med rolig musik og dejlige dufte. Parret, der driver det har selv gået caminoen mange gange, er venner med selveste Paulo Coelho, forfatteren til måske den mest kendte bog om caminoen, “Pilgrimsrejsen”. Han sponserer også stedet.
Blandt mine medrejsende stiger spændingen, fordi det efterhånden er meget svært at booke overnatning på forhånd. Der er stort set ingen steder at booke frem i tid mere. Jeg har min næstsidste reservation i morgen og så overvejer jeg seriøst at gå halvdelen af vejen til Burgos og så tage bussen det sidste stykke. Efter Burgos må vi se. Der er mange steder, der ikke tager mod reservationer, men hvor man skal spørge i døren, om de har en ledig seng. Snart bliver det også min tur til at gøre sådan. Og tanken er ikke så skræmmende, som den var i starten. Efterhånden som jeg har gået, har jeg oplevet mange gange, at ting lykkes, at det jeg har brug for kommer. Ikke at forveksle med det jeg beder om. Det er to vidt forskellige ting.
For eksempel mødte jeg Michelle fra Australien på min korte vej i dag. Hun gik lige så langsomt som jeg, så vi blev hinandens gave. Hun var lykkelig over at have mødt en langsom og jeg blev så rørt over hendes fortælling, om at hendes ene søn fyldte år i dag, og at det var første gang hun ikke var hjemme til at fejre ham. Samtidig fortalte hun at hun arbejdede som sygeplejerske for børn med kræft, og hun vidste, hvor meget forældrene til de børn, ønskede bare en fødselsdag mere med deres barn, men måske ikke fik det. Det er jo lige til at hyle over, så det gjorde vi. Sammen.