Sikke en smuk morgen.
Og alt det vand der er kommet fra himlen i de sidste par dage, løb ud af mine øjne i dag. Helt utrolig grådlabil. Over at være her. At savne alt derhjemme og alligevel være her. Og de helt utrolige smukke landskaber.
Jeg var rimelig godt forberedt på stigningen op til Alto del Perdon, så det kom næsten som en overraskelse, da jeg pludselig var der.
Og på vej ned igen, så der sådan ud.
Gennem flere mindre byer, retur til naturen. Frokost og “skifte sokker pause” på en sten med denne udsigt.
Alt var godt, ben og fødder gode, og den efterlyste sol var hos os hele dagen. Jeg gik alene det meste af dagen. Små samtaler med en lille fransk kvinde, der sidste år havde gået over 1.000km. på en af de andre caminoer. En meget korpulent tysk mand, der også øvede langsom. Jeg var dog lidt hurtigere langsom end han. Og en ung dansker fra Sønderborg, der indhentede mig. Og sjovt nok bor han på samme sted som mig i dag.
Nå, men de sidste måske 7 km. de var dælme ikke sjove. I beskrivelsen af ruten står der at det er “en kort stigning, hvor cyklisterne kan ses trække op”. Fint, kort kan jeg lide. Men jeg synes bestemt ikke at det var særlig kort. Måske fordi jeg mødte den stigning efter 21 km. Meget sandsynligt. Og ingen billeder, det havde jeg slet ikke overskud til. Op kom jeg, for det skulle jeg jo. Pauser og langsom. Og nu jeg er virkelig glad for ikke at skulle tage den stigning i morgen.
Nu landet i den meget stille landsby, Cirauqui på det mest vidunderlige herberg. Mulighed for at vaske i hånden og der er sørget for sæbe, tørreplads og klemmer.
Nu håber jeg bare at i hvertfald buskerne er tørre til i morgen. Jeg har været ude i mange forskellige tørrestativer undervejs. Særligt til strømperne, der blev så mega våde de første dage. I dag har de næsten tørre strømper siddet bag på tasken mens jeg gik.
I morgen bliver en kort dag på kilometerne. Jeg går til Estella og der er kun 14 km. I aften er der pilgrimsmiddag kl. 19 og mon så ikke det igen bliver tidligt i seng.
