Dag 1 Saint Jean Pied de Port – Orisson, 8 km.

Jeg kom simpelthed afsted på den første del af ruten i dag. Og jeg er lykkelig for det. For så skal jeg ikke gå 27 km. i morgen. Det var simpelthen så hårdt, at jeg flere gange spurgte mig selv, hvad pokker jeg tror, jeg har gang i. “Ville du ikke mærke dig selv?” -jo tak, men ikke SÅ meget. Godt så, jeg klarede det jo, og med god opbakning fra Vibeke.

Refuge Orisson

Jeg mødte Vibeke på togstationen i morges i Bordeaux og vi kom til at følges ad. Hun havde reservation på refuge Borda, der ligger ca. 1 km. højere oppe end Orisson. Så efter besøg på pilgrimskontoret for at få det første stempel i pilgrimspasset og en omelet med saltet bacon, besluttede jeg mig for at følge hende på vej mod Borda.

Den eneste udfordring, på det tidspunkt (og ikke et ord om højdemeter endnu), var at jeg også skulle tilbage til Saint Jean Pied de Port. Shuttlebusser skal bestilles på forhånd via mail og taxa koster 25-30€. Jeg prøvede at skrive til shuttlebusserne kl. 11.30 og så gik vi i butikker og startede turen opad lidt i 12. Ingen svar. Ved 14-tiden holdt vi pause og tjekkede mail og sørme om der ikke var besked om, at jeg ASAP skulle bekræfte, om jeg ville have den sidste plads. Mailen var sendt lidt over 12.

Så ASAP, som det nu kunne blive, skyndte jeg mig at svare, at jeg gerne ville med fra Orisson, men jeg var der jo ikke helt endnu. Intet problem, bare jeg var der 14.30. Og det var jeg så. Ret præcist. I morgen kører de mig retur, så jeg starter ca. halvvejs oppe. Dejlig tanke. Pris 11€.

Hurtigt gik det ned i bil.

Tilbage i Saint Jean Pied de port kunne jeg tjekke ind på det fineste lille hostel. Jeg deler bl.a. værelse med Kevin på 77 år, fra Australien, som har booket alle overnatninger frem til Santiago. “Så må jeg jo tage bus eller taxi, hvis jeg ikke kan gå”. Og ja, alle har deres ejen vej.

I aften byder stedet ind til fælles middag. 3 retter vegetarisk mad for 12€. Det sagde jeg ja til med det samme. Jeg har ikke brug for at gå ret meget mere i dag. Morgenmad fra 6.45. Kl. 7 samles alle i rundkreds til stille meditation og bøn for at sende os godt afsted. Det glæder jeg mig også til.

Alt er pakket ud
Udsigt fra værelset på Gitte de la Porte Jean Jacques.