Måned: september 2024

Sikke er bjerg at skulle over i dag. Ret lang stejl stigning til at starte med, ca. 6 km., og flere korte efterfølgende.

Jeg synes, det var en fysisk hård dag i dag.

Vejret var dog nogenlunde med os. Først på dagen snuskregn og tåge, så tanken om endnu et bjerg uden udsigt, var virkelighed et godt stykke op ad dagen.

Men som jeg bevægede mig over bjerget eller solen fik mere bugt med tågen, kom bjerglandskabet virkelig frem. Så smukt.

Jeg havde jo valgt at gå både op og ned ad det bjerg i dag. Næste gang vælger jeg at gøre det anderledes. Nemlig at se på højdemeter og ikke kun afstand, når jeg booker overnatning. Her er skønt. Fantastisk udsigt til bjergene, og om ikke så længe aftensmad.

Jeg sidder her i skyggen med en kop instant kaffe fra fælleskøkkenet. Jeg har eneværelse i dag, hvilket er vidunderligt. Og igen et rigtigt badeværelse, hvor døren kan låses. Dog til deling, men alligevel. Og håndklæde og sæbe. Det er ligesom at få en gave.

Jeg håber det bliver til endnu en god nats søvn. Dem har jeg faktisk haft to af i træk, måske er jeg ligefrem ved at vænne mig at sove nye steder hver nat. Det vil bare være skønt, hvis den sidste uges tid her, er med god søvn.

Det er søndag i dag og efter planen, er der kun en uge, til jeg går ind i Santiago de Compostella. Jeg mærker en glæde ved snart at være i mål. Her er dejligt, men jeg er også ved at være mæt, og glæder så småt til at vende næsen hjem igen.

Turen hertil var smuk og mere smuk. Jeg kom afsted lige før solen stod op, og skulle mødes med Penelope på broen på vej ud af byen.

Men vi havde misforstået hinanden og mødtes først meget senere på dagen, tilfældigt på et kaffested.

Endnu en smuk solopgang. Med bjergene i baggrunden.

Vi er kommet ind i et område med vinmarker igen og der er godt gang i høsten.

I en af de små landsbyer vi gik igennem, havde nogen sat en bænk og tusser, så vi kunne skrive en hilsen el. lign. Jeg var knap så opfindsom.

Meget af ruten var ved siden af vej i dag og med vand på den anden side.

Om søndagen er næsten alt lukket, så det var dejligt, da jeg over middag fandt en café, der rent faktisk havde åbent. Og så sad Penelope lige der. Og et øjeblik efter kom også Allan og Rie. Jeg fulgtes med Penelope resten af vejen til hendes stop i dag. Jeg selv skulle videre til den næste by.

Der er så mange små kirker på vejen. Her gjorde vi et stop.

I morgen venter endnu et bjerg. Ikke så stort som de foregående, men alligevel. Håber virkelig på sol og smuk udsigt. Jeg magter ikke et bjerg mere i regnvejr.

Jeg er altså bare mere vild med at gå i Spanien, når solen skinner. Og det gjorde den igen i dag. Sikke en fornøjelse. Og selv om det kun lige var i går, jeg hundefrøs på det bjerg, føles det allerede som længe siden, når vejret er så dejligt som i dag.

Jeg forlod Molinaseca kl. ca. 8.30 sammen med Penelope, som jeg også fulgtes med i går. Det var kun 3-4 grader, da vi gik, så både halsedisse og handsker kom i brug.

I Ponferrada var vi forbi Tempelriddernes borg og den var enorm. På et skilt stod, at et besøg varede mellem 60 og 90 min., så vi gik ikke ind. Næste gang, jeg kommer forbi, skal jeg helt sikkert indenfor.

Som så ofte før er det let, at gå, når snakken går, som den gjorde i dag. Vi havde begge overnatning i samme by i dag, så vi har aftalt at følges herfra igen i morgen.

Åbne/lukkemekanismen i min vandblære er knækket, og jeg kan nu ikke finde ud af at lukke den. Det vil sige, at når jeg bøjer mig fremad, så løber vandet ud. I går i regnen løb det så ud inden i regnponchoen. Ikke særlig smart. Men hvad pokker. Det var svært at blive mere våd i det mega dårlige vejr, så onder fjorde en forskel ved jeg ikke. Så i dag har den været pakket væk, og jeg ser efter vandreudstyrsbutikker i byerne vi går igennem, for at få den skiftet. Imens klarer jeg mig med almindelige halvliters vandflasker. Der er mange steder undervejs, hvor det er muligt at fylde op.

Det lykkes mig i dag at finde nye såler til mine vandresko. Fødderne har føltes meget tæt på underlaget de sidste par dage. Så ud med de gamle og i med de nye. Det var ligesom at blive hævet en smule. Virkelig dejligt. Så klarer jeg de sidste små 200 km. lidt lettere. Jeg havde overvejet at smide skoene ud, inden jeg tog hjem, for de klarer ikke mange ekstra kilometer efter denne tur. Det gør jeg dog ikke. De skal med hjem, fyldes med jord og plantes i.

I nat sover jeg på 5-sengs stue med rigtigt badeværelse med både bad og toilet og hvor døren kan låses. Det er lidt luksus her, når også badet er bag låst dør. Aftensmad på alberguet klokken 19.30, endda sammen med Shelly fra bjergturen i går, som også sover her i nat.

Jeg vidste, at det ville blive en lang dag i dag. For jeg skulle både op og ned af bjerget. Kortet viste ca. 31 km., men ned ad et stejlt bjerg foregår bestemt ikke i lige linje og når overnatningen ligger lidt uden for byen, så løber det åbenbart op i 33 km. Og det var det højeste bjerg på turen med 1.430 meter.

Jeg mener helt bestemt, at nogen havde lovet sol i dag. Og jeg havde virkelig glædet mig til at skulle over et bjerg, hvor jeg rent faktisk kunne se udsigten og ikke bare tåge og regn. Men sådan er virkeligheden ikke. Regn lige fra morgenstunden, vinden var hård og hagl fik vi også med.

Efter omkring 6 km. var det pausetid.

Og så gik det op, op og mere op. Dog slet ikke så stejlt, som det første i Pyrenæerne. Næsten på toppen nåede vi Cruz de Ferro, hvor bunken af sten, hele tiden bliver større og større, fordi (næsten) alle pilgrimme lægger en sten, som symbol på noget de gerne vil ændre, eller har reflekterer over. Det kan også være en hilsen eller et ord. Det er op til den enkelte.

Det våde vejr fortsatte og efter ca. 17 km. fik vi nok den største skuffelse i dag. På afstand kunne vi se et lille kaffested og vi trængte alle til varme, både udenpå og indeni. Og så var det slet ikke åbent. Øv. Øv.

Jeg frøs, så jeg måtte sætte farten op og jeg er sikker på, at det var kulden, der var den største motivation i dag. Der var ingen udsigt at nyde, det pissede ned og vinden gjorde det endnu koldere. Til gengæld var underlaget så ujævnt med løse sten og glatte overflader, at vi måtte se ned hele tiden.

Undervejs indhenter jeg to kvinder. Shelley fra Canada og Penelope fra Australien. Vi følges ad resten af vejen og har også aftalt at følges i morgen.

Inden vi når helt i mål, klarer det op og vi bliver tørre på tøjet. Skoene ikke helt.

Jeg var her først klokken ca. 18 og det er første gang, jeg har været glad for ar fællesspisning først var 19.30. Dejlige fire retter med vand og vin.

I morgen venter 23 km. i sol 🤞. Og det kan vel næppe blive til flere end 30, medmindre jeg dummer mig totalt. Og det er naturligvis en mulighed. Vi får se..

Først vejrudsigten, og det er altså kun fordi, vejret nu har ændret til fra sol og tørvejr. Det har regnet og blæst voldsomt hele natten, blæsten lagde sig heldigvis i morges, mens regnen fortsatte. Den skulle dog forsvinde omkring middagstid, og det gjorde den.

Det var dog som om alle trak tiden i morges. Der var ingen oppe og afsted ved 6-tiden, som der har været næsten alle andre steder. Til gengæld var det som om alle ventede, i håb om at regnen skulle stoppe. Det gjorde den så ikke. Efter morgenmad, som var helt i top, kunne jeg ikke vente længere og måtte afsted.

Og opklaringen kom op ad formiddagen. Det var dejligt, for så var der håb for at jeg kunne tørre inden jeg nåede frem. Sko og strømper var drivvåde undervejs. Det var lige så fødderne svuppede i skoene, og det er ikke så godt for fødderne og særligt ikke, når jeg gerne vil holde antallet sf vabler på et minimum.

Og jeg blev tør på tøjet, inden jeg nåede frem. Og selv om fødderne var våde, blev jeg ikke beriget med flere vabler. Tak for det.

Da jeg ankom, sad en kvinde og var ved at tjekke ind. Det var Ursula, født i Tyskland, bosiddende på Tenerife, taler fire sprog og et virkelig skønt bekendtskab. Vi blev hurtigt enige om at spise aftensmad sammen, og det blev til paella med friske tomater og avokado.

I dag, var også dagen, hvor jeg afsluttede den anden del af de tre, den landskabsmæssigt er opdelt i. Den første siges at være for kroppen, den anden for sindet og den sidste for sjælen. Efter et ret fladt landskab på anden del, mesetaen, kommer bjergene og det kuperede terræn igen frem mod Santiago de Compostella.

Siden starten i Saint Jean Pied de Port er der på kortet 510 km. til Astorga, hvor anden del slutter. Jeg har ifølge skridttælleren gået 541 km. til Astorga siden start inkl. alle omveje og ærinder.

Op og ud mens det stadig var mørkt. De ung franskmænds vækkeur ringede klokken 6, og det var perfekt for mig. Pakket og klar til at gå kl. 6.30. Det var lunt, for det var overskyet og der var forudsigelser om regn.

Vejen ud af Leon var lige så trist og kedelig, som vejen ind. Industri og virksomheder side om side.

Første stop efter 7 km. med kaffe og i dag kage, for der var ingen tortilla. Efter konditorbesøget i går, skulle man tro at jeg kunne styre mig, men det var så ikke muligt. Det resulterede i at jeg kun kunne spise halvdelen og den søde mand i caféen pakkede resten ind i sølvpapir til mig.

Dagen var til at begynde med overskyet med støvregn og tåge, men egentlig ret godt gåvejr.

Senere opklaring og afslutningsvis ret meget vind. Og det var vejrudsigten. Tak for i aften.

I løbet af dagen er jeg stødt ind i flere kendte ansigter og jeg bliver glad helt indeni, når jeg hører nogen kalde på mig. Her i alt det fremmede er vi alligevel ikke fremmede. Caminoen er selvfølgelig alle skridtene på vejen, men i lige så høj grad de mennesker vi møder undervejs og igen og igen.

På vej ind i landsbyen med mit albergue, bød disse velkommen.

Jeg ved ikke, om de skal skræmme eller more, men særlige er de.

Alberguet er jeg slet ikke i tvivl om, er helt i top. Fantastisk sød værtinde fra Holland, der har slået sig ned her for at hjælpe os vandrende pilgrimme. Og hun har vidunderlige omgivelser at gøre det i.

Og badeforholdene er store nok til at kunne tabe sæben. Helt perfekt. Og her er både aftensmad og morgenmad, og jeg har sagt ja tak til det hele.

I morgen er der knap 28 km. på programmet. Til foden af det højeste bjerg på denne tur. Det betyder også at jeg i morgen forlader Mesetaen og går ind i den sidste trediedel af caminoen. Det er godt nok vildt at tænke på.

Næsten hele dagen har vi gået langs hovedvejen med masser af bilstøj. Så hovedtelefonerne har været gode. De mere end 200 timers lydbog jeg downloadede inden jeg tog hjemmefra, er lidt svære for mig at få hul på. Lidt er det dog blevet til.

Til gengæld har musikken hjulpet skridtene på vej. Jeg har været forbi noget at det gamle med TV•2 og Gnags, TheThe og Pink Floyd. Når jeg tænker over det er jeg måske gået musikmæssigt i stå der midt i 90’erne. Jeg kan ihvertfald konstatere jeg, at jeg har store muligheder for at finde nyere musik at downloade.

Med gode fødder er 19 km. ingen sag. Og slet ikke når jeg halvvejs møder er dansk ægtepar, som er nyt bekendtskab for mig, selvom vi har hilst på hinanden flere gange på vejen.

Gillian og Allan skulle spise med dem i går og inviterede mig og andre fra alberguet med. Jeg takkede dog nej, for restauranterne åbner sent her og jeg har så svært ved at holde mig vågen til senere end 20.30. Eller det vil sige, at trætheden er overvældende, men søvnen her er caminosøvn. Jeg har kun en enkelt nat på hele turen sovet uden at vågne. Indrømmet, så er jeg ikke super til at sove nye steder. I hvertfald ikke den første nat. Og så kan jeg jo genoverveje, hvad jeg i grunden laver her. Det er jo ligesom en del af konceptet.

Hyggelige mennesker og når snakken går, forsvinder kilometerne hurtigt under fødderne. Og det var godt, for vejen ind til Leon var virkelig kedelig. Industrikvarter og dårlig bebyggelse.

På vejen fik vi også lidt regn i dag. Det er ved at være ret længe siden efterhånden. Til gengæld ser det ud som om vi får en del i morgen.

Dagens startede i mørke, men solopgangen var smuk som altid.

Og da solen fik lidt mere magt.

Ankommet til Leon omkring middagstid, spiste vi frokost på pladsen ved katedralen.

Derefter tog vi afsked. De skulle med toget for at besøge gode venner og jeg fandt mit hostel. Som igen er luksus. Eget badehåndklæde og 8 senge, der deler badeværelse, hvor døren kan låses, så man kan have bad helt privat. Det hører til sjældenhederne på turen her.

Ofte er badene et par stykker efter hinanden, med låger eller forhæng til at trække for, så man har lidt privatliv. Til gengæld er de så små, at det gælder om ikke at tabe sæben, som en amerikansk kvinde gjorde opmærksom på ved aftensmaden for et par dage siden. Brusekabinerne er nemlig så små, at der ikke er plads til at bukke sig ned efter sæben, uden at være nødt til at lade bagdelen stikke ud.

Eftermiddagen er gået med at være på konditori med en gruppe andre danskere. Og det var lækkert. Maven blev helt klart hurtigere mæt end øjnene.

Bagefter fulgtes jeg med Vibeke til Katedralen, som var smuk, men jeg synes dog ikke den er lige så prangende som den i Burgos.

Klokken 19 skal vi til pilgrimsmesse, så kan gå rene i sjæl og hjerte videre frem mod Santiago.

Vandresandalerne er droppet og det er tankerne om buskørsel også. Der venter 32 gode kilometer i morgen. Måske endda i regnvejr. så kan jeg da trøste mig med ikke at blive brændt af i solen.

Det vigtige først. Fødder og vabler er i klar bedring og dagens 24 km., kunne jeg gå i betydeligt hurtigere langsomt tempo end i går. Det bedste var, at det var mig, der bestemte hurtigere eller langsommere. Hurra, hurra.

Og til det næste vigtige, som er, at jeg har spist tre dejlige måltider i dag. Morgenmad på albergue, sammen med de øvrige gæster og så ud på de første 18 km., som var uden byer, og derfor også uden mulighed for at købe mad og drikke. Så det var skønt at kunne nyde pause, spise og drikke og samtidig få fødderne ud af skoene et øjeblik. Vibeke og jeg fulgtes hele turen frem til den by, jeg skulle overnatte i dag. 26 km. går hurtigt, når vi småsnakker hele vejen. Vibeke havde lige små 7 km. mere til sin overnatning.

I forhold til det at huske navne, eller måske netop ikke at kunne huske dem, så var der ved morgenbordet et ægtepar, hvor hun uden tøven kunne opremse alles navne fra aftenens fælles måltid. Vi var målløse. Godt nok havde hun mødt de fleste af os på vejen op til flere gange og småsnakket, men alligevel. Hun fortalte at hun i 9 år havde arbejdet som stewardesse, og på en enkelt flyvning på kun 54 min. skulle hun kunne huske 50 menneskers navne fordi de sad på 1. klasse. Så hun havde udviklet en teknik til det. Meget imponerende.

Kun 6 km. mere til mig efter pausen og nu er jeg landet her. Vasketøjet er på tørresnoren og endnu engang bor jeg sammen med flere, jeg tidligere har mødt. Der er ikke fællesspisning på dette albergue, så jeg har været en tur i supermarkedet og købe gedeost til en forandring. Også frugt og kiks med chokolade røg i kurven. Brød havde jeg i tasken fra sidst jeg handlede.

I morgen skal jeg sove i Leon. Jeg glæder mig til at se katedralen og overveje vandresandaler.

Bad jeg virkelig om langsom? Det gjorde jeg vist. Og det har jeg så sandelig fået med de vabler. Tak for det og så er det en husker til at være lidt mere varsom med, hvad jeg beder om i fremtiden. Nu har de fået en stor omgang omsorg og nye plastre. Så håber jeg det bliver bedre i morgen.

Om er par dage når jeg til Leon, og der vil jeg prøve at finde et par vandresandaler, der ikke trykker de ømme steder.

Når det nu går så langsomt, så bliver jeg også opmærksom på ting, jeg sikkert ikke ville have set og giver mig tid til at fotografere.

Og husk nu, Chalotte, at det er det eneste du skal. Altså gå og så kan du ligesågodt nyde det imens. – Ja, det er meget godt, men nu ønsker jeg altså at være langsom, fordi jeg vil, og ikke fordi jeg er tvunget af omstændigheder.

I dag, var også dagen, hvor jeg krydsede markeringen for at være halvvejs. Det siges at være det geografiske midtvejspunkt, hvad det så end er.

Kilometermæssigt passer det heller ikke helt. Appen siger, der er 348 km. til Santiago herfra og der var 767 km. til at starte med fra Saint Jean Pied de Port. Så jeg er lidt mere end halvvejs.

Og det sætter helt andre tanker igang. For selv om jeg savner jer derhjemme, er det virkelig mærkeligt at tænke på at der er færre dage til jeg skal hjem, end jeg har været her. Tidligere på turen, var det som om tiden var uendelig. Det er den ikke mere. Nu har jeg det som om at jeg skal sørge for at suge det hele til mig, for om ikke så længe er det slut. Når det så er sagt, så er der stadig mindst 14 dages vandring endnu. Og det er jo også en slags længe.

Turen i dag startede lidt over 7, og endnu engang var vi vidner til en smuk solopgang.

Tågen vandt dog første runde over solen i dag, så det blev hurtigt køligt og fugtigt.

Op ad dagen fik solen mere magt og landskabet blev mere synligt.

På den sidste strækning, var der så forbandet mange fluer, at det næsten ikke var til at holde ud. Solen stod højt på himlen, så det var varmt og jeg følte mig i stor udstrækning i nær relation til kvæg lige der. Fluerne svirrede rundt om hovedet på mig, tæt på næse og mund, så jeg prustede med luft og baskede med armene, for at få dem væk. Det må have set helt åndsvagt ud.

Nu landet her og jeg kom til at tænke på Vibeke, sol jeg mødte første gang på togstationen i Bordeaux og fulgtes med den første dag. Så jeg skrev til hende og spurgte, hvor langt hun var og sørme om hun ikke er her også. Det helt samme sted. Det er simpelthen så hyggeligt. Igen, igen.

Vi har seng lige ved siden af hinanden og det er luksusversionen i dag. Der er både håndklæde og sengetøj.

Dagen i dag har været meget stille og rolig. I går gik vi mange efter hinanden og i dag, har jeg næsten ingen andre set på vejen.

Vi startede, mens det stadig var mørkt og der er en skøn stilhed over morgener. Lyset, der fylder mere og mere, fuglene der synger og solen, der langsomt tager over fra mørket.

Der var kun 15 km. på programmet i dag, og det var helt perfekt for fødder med vabler. De hjælper mig med at sænke tempoet, og jeg kom i tanke om, at langsom jo faktisk var det, jeg ville øve mig på. Så selv om de – altså vablerne- er ømme og lidt trælse, så er de her og hjælper mig med at være langsom igen. Det var det, jeg glemte den dag med de 38.

Dagene ligner jo hinanden, så jeg fik morgenmad i den første lille by og mødte flere kendte ansigter fra turen. Jeg er så glad for at føle mig hjemme, blive genkendt, hilse på, udveksle oplevelser, uanset hvor jeg kommer frem.

I en af de næste små byer, var en lille kirke, hvor strikkede flag fra alverdens lande hang i træerne udenfor.

Landskabet er fortsat fladt. Smukt og fladt.

Alberguet i dag er et lille hyggeligt sted med kun 20 senge fordelt i 4 rum. Det er ren luksus efter sidste nat, hvor vi var omkring 26. Der var to der snorkede mega højt og en det var fuld, og kom sent og fortsatte festen ved at snakke i søvne. Ikke meget søvn til mig.

Så det er dejligt at være her allerede lidt over 11. Spise frokost, tage bad, pakke ud og rede seng. Og så lige nappe en middagslur. Det var helt fantastisk og jeg sender middagslur mine bedste anbefalinger.

Et par timer i alberguets have med kaffe og skriveri. Her er virkelig hyggeligt.

Klokken 19 skal vi spise og i morgen, starter det hele forfra. 20 langsomme km. til Calzadilla de Los Hermanillos. Prøv lige at sige det bynavn 10 gange hurtigt efter hinanden. Det er næsten en spiritusprøve, eller måske en sygdom.