Flere kilometer i benene og test af mit nye ur.

Jeg er blevet den lykkelige ejer af et nyt garminur og det skulle naturligvis testes, ligesom jeg havde besluttet mig for at teste mig selv. Kan jeg gå 30 km.? Og ja, det kan jeg godt. Turen gik på Øhavsstien fra Faldsled via Svanninge Bakker og derfra hjem. Rigtig mange pauser undervejs for at drikke og skifte strømper. Sidst jeg gik en længere tur, lykkedes det mig at erhverve et par kæmpe vabler og dem vil jeg helst undgå i fremtiden 🤞. Planen lykkedes og jeg kom hjem uden vabler på trods af både våde sko og strømper, på grund af det våde græs. De våde strømper hang til tørre på rygsækken undervejs.

Turen var begivenhedsrig på flere måder. Efter 12 km. lykkedes det mig at være helt utrolig uopmærksom , hvilket resulterede i at jeg vred om på venstre fod og tog fra med højre knæ. Godt så, Chalotte.” Få lige opmærksomhed på det du laver.” Hjemme igen er der ingen gener i foden, men knæet er en smule øm, ligesom benene også er det.