Dag 29 blev så dagen, hvor jeg røg ned i et hul. Lige fra morgenstunden kunne jeg ikke tænke på andet, end at jeg snart er ved vejs ende, selv om der stadig var 132 km.
Jeg kom til at mærke efter, hvor træt min krop er, af at gå hver eneste dag. Hvor lidt søvn jeg har fået de sidste par nætter, enten pga. snorkere eller fulde mennesker, der kommer hjem midt om natten, tænder lys og roder rundt. Overskuddet var ikke stort.
Mine fødder kunne helt sikkert også mærke, hver en sten på vejen. Rygsækken sad forkert, vandblæren er i stykker og der er alt for meget op ad bakke. Og bagefter ned igen.
Faktisk syntes jeg slet ikke, det var sjovt mere. Vi er gået ind i Galicien og her gør de meget ud af, helt præcist at fortælle hvor langt, der er til Santiago. Det gjorde det dælme ikke lettere, hele tiden at blive mindet om, at være så tæt på og så alligevel så langt fra.
Derudover er jeg tæt på, måske endda over mit mæthedspunkt for at møde flere nye mennesker og høre deres historier. At sove i køjeseng i samme rum som 15 andre.
Godt, det var det. Nu slut med brokkeriet. Dejligt at komme af med det, og lad mig bare sige,at I er ikke de eneste, der måtte lægge øjne/ører til mig i dag.
Jeg mødte den amerikanske pige fra Kentucky igen, hun har fået en skade i sin fod, men fortsætter, fordi hun har et mål, og er motiveret af at skulle besøge venner i Madrid, inden hun skal hjem. Hun vil bare være færdig nu!
Det bliver en mental øvelse for mig herfra og til Santiago. Ikke at falde ned i træthed og selvmedlidenhed. For så bliver det sidste stykke alt for langt.
Nå, men det regnede da heldigvis ikke lige fra morgenstunden.
Og efter måske knap 10 km. dukkede et lille donativo op, midt i ingenting. De bød på lækker morgenmad, kaffe, te. Ja, næsten alt, hvad hjertet kunne begære.
Det bliver også brugt som sted for yoga og meditations-retreats, ejet af en franskmand, der i disse dage, havde besøg af sine forældre, der hjalp til. I denne måned blev donationerne brugt til at renovere yogarummet og til at etablere en økovenlig vaskemaskine.
The Camino Provides siges det. Og det gør den. Med dette sted, blev jeg lige mindet om, hvad det her (også) handler om. Hjertevarme mellem mennesker, der giver til dem, der har brug for det. Jeg gik derfra i noget bedre humør, end da jeg kom.
Og derude ligger Sarria.
I Sarria starter virkelig mange mennesker deres Camino. For at få compostella (bevis for at have gået/cyklet/redet caminoen) skal man gå mindst 100 km. Fra Sarria er der 115 km. Så det var med stor spænding jeg gik gennem byen. Ville der være fuldstændig sort af mennesker? Nej, det var der så ikke. Bare helt almindeligt storbyliv.
Jeg fandt et sted at spise frokost, og sad ude. Efter at have siddet lidt kom Rie og Allan forbi. De skulle også have frokost, og vi kunne dele de sidste par dages vandring og hvor hårdt vi synes det var. Og det er jo så skørt at vi kun kunne grine. Og det gjorde vi så. Vidunderligt befriende.
Lidt efter kom også Chris fra England gående forbi. Vi fulgtes et par dage frem mod Burgos, og han har været langt foran mig siden. Men nu stod han der og skulle også have frokost. Så gik snakken igen. Chris og Rie, havde også tidligere fulgtes ad en eftermiddag, så det blev en rigtig hyggelig frokost.
Allan og Rie skulle overnatte samme sted som mig i nat, så vi fulgtes de sidste små 4 km. og nåede lige ind inden himlen for alvor åbnede sig.
