Det vigtige først. Fødder og vabler er i klar bedring og dagens 24 km., kunne jeg gå i betydeligt hurtigere langsomt tempo end i går. Det bedste var, at det var mig, der bestemte hurtigere eller langsommere. Hurra, hurra.
Og til det næste vigtige, som er, at jeg har spist tre dejlige måltider i dag. Morgenmad på albergue, sammen med de øvrige gæster og så ud på de første 18 km., som var uden byer, og derfor også uden mulighed for at købe mad og drikke. Så det var skønt at kunne nyde pause, spise og drikke og samtidig få fødderne ud af skoene et øjeblik. Vibeke og jeg fulgtes hele turen frem til den by, jeg skulle overnatte i dag. 26 km. går hurtigt, når vi småsnakker hele vejen. Vibeke havde lige små 7 km. mere til sin overnatning.
I forhold til det at huske navne, eller måske netop ikke at kunne huske dem, så var der ved morgenbordet et ægtepar, hvor hun uden tøven kunne opremse alles navne fra aftenens fælles måltid. Vi var målløse. Godt nok havde hun mødt de fleste af os på vejen op til flere gange og småsnakket, men alligevel. Hun fortalte at hun i 9 år havde arbejdet som stewardesse, og på en enkelt flyvning på kun 54 min. skulle hun kunne huske 50 menneskers navne fordi de sad på 1. klasse. Så hun havde udviklet en teknik til det. Meget imponerende.
Kun 6 km. mere til mig efter pausen og nu er jeg landet her. Vasketøjet er på tørresnoren og endnu engang bor jeg sammen med flere, jeg tidligere har mødt. Der er ikke fællesspisning på dette albergue, så jeg har været en tur i supermarkedet og købe gedeost til en forandring. Også frugt og kiks med chokolade røg i kurven. Brød havde jeg i tasken fra sidst jeg handlede.
I morgen skal jeg sove i Leon. Jeg glæder mig til at se katedralen og overveje vandresandaler.