Bad jeg virkelig om langsom? Det gjorde jeg vist. Og det har jeg så sandelig fået med de vabler. Tak for det og så er det en husker til at være lidt mere varsom med, hvad jeg beder om i fremtiden. Nu har de fået en stor omgang omsorg og nye plastre. Så håber jeg det bliver bedre i morgen.
Om er par dage når jeg til Leon, og der vil jeg prøve at finde et par vandresandaler, der ikke trykker de ømme steder.
Når det nu går så langsomt, så bliver jeg også opmærksom på ting, jeg sikkert ikke ville have set og giver mig tid til at fotografere.
Og husk nu, Chalotte, at det er det eneste du skal. Altså gå og så kan du ligesågodt nyde det imens. – Ja, det er meget godt, men nu ønsker jeg altså at være langsom, fordi jeg vil, og ikke fordi jeg er tvunget af omstændigheder.
I dag, var også dagen, hvor jeg krydsede markeringen for at være halvvejs. Det siges at være det geografiske midtvejspunkt, hvad det så end er.
Kilometermæssigt passer det heller ikke helt. Appen siger, der er 348 km. til Santiago herfra og der var 767 km. til at starte med fra Saint Jean Pied de Port. Så jeg er lidt mere end halvvejs.
Og det sætter helt andre tanker igang. For selv om jeg savner jer derhjemme, er det virkelig mærkeligt at tænke på at der er færre dage til jeg skal hjem, end jeg har været her. Tidligere på turen, var det som om tiden var uendelig. Det er den ikke mere. Nu har jeg det som om at jeg skal sørge for at suge det hele til mig, for om ikke så længe er det slut. Når det så er sagt, så er der stadig mindst 14 dages vandring endnu. Og det er jo også en slags længe.
Turen i dag startede lidt over 7, og endnu engang var vi vidner til en smuk solopgang.
Tågen vandt dog første runde over solen i dag, så det blev hurtigt køligt og fugtigt.
Op ad dagen fik solen mere magt og landskabet blev mere synligt.
På den sidste strækning, var der så forbandet mange fluer, at det næsten ikke var til at holde ud. Solen stod højt på himlen, så det var varmt og jeg følte mig i stor udstrækning i nær relation til kvæg lige der. Fluerne svirrede rundt om hovedet på mig, tæt på næse og mund, så jeg prustede med luft og baskede med armene, for at få dem væk. Det må have set helt åndsvagt ud.
Nu landet her og jeg kom til at tænke på Vibeke, sol jeg mødte første gang på togstationen i Bordeaux og fulgtes med den første dag. Så jeg skrev til hende og spurgte, hvor langt hun var og sørme om hun ikke er her også. Det helt samme sted. Det er simpelthen så hyggeligt. Igen, igen.
Vi har seng lige ved siden af hinanden og det er luksusversionen i dag. Der er både håndklæde og sengetøj.
