I dag var dagen, hvor jeg for alvor skulle forsøge at overgive mig til caminoen og lade den gå sin gang. Det var ikke lykkes mig at reservere en seng til den kommende nat, så med krydsede fingre og en stille bøn forlod jeg Burgos forbi katedralen ved 8-tiden.
På vej ud af byen mødte jeg Kylie fra South Carolina, og vi fulgtes hele dagen. Første stop efter omkring 10 km. for at spise den anden morgenmad. Jeg fik min første morgenmad på mit hostel i Burgos.
Kylie har næsten intet booket til turen, så hun er godt trænet i at spørge ved døren, om der er ledige senge. Og i at holde nerverne i ro, hvilket har vist sig at være min store udfordring i forhold til dette. Første forsøg gjorde vi et par kilometer efter anden morgenmad. De åbnede først en time senere, så vi ventede mere eller mindre tålmodigt, på at de skulle åbne.
I løbet af den time vi ventede, ankom flere og flere. Alle med reservation. Så håbet var ikke så højt, da albergue endelig åbnede. Og helt rigtigt. Ingen ledige senge. Vi var velkomne til at vente på at nogen måske ikke dukkede op, men lige nu kunne hun ikke hjælpe os. Okay, vi gik videre. Klokken var kun 12.30, så der var masser af dag tilbage at gå i.
Næste by var Hornillos del Camino, og vi blev enige om bare at spørge fra en ende af. Der var ret mange at vælge imellem. Desværre. De tre-fire første havde sat skilt i døren med “Full” eller “completo”.
Vi møder en mand på gaden, som på engelsk peger os i retning af et albergue, hvor han mener, der lige er to ledige senge. Vi går derhen og venter. Og venter. Og bliver så enige om at dele os, for at have bedre chancer. Kylie vil gå til det offentlige herberg, det såkaldte Muncipal, og bliver for at spørge her.
Det bliver endelig min tur og efter jeg har spurgt, begynder hun at tælle dagens reservationer tænker jeg. Og så siger hun dælme ja! til at have to ledige senge. Jeg skynder mig at skrive til Kylie, at vi lykkedes.
Vi bliver skrevet ind. Viser pas og får stempel i pilgrimspasset. Og hun viser os, hvor vi skal være. Helt oppe øverst under taget, står 7 opredte feltsenge. Det er hendes reserve for sådan nogen som os. Kun 1 seng er ledig i dette øjeblik, og det var måske de sidste senge i byen, for alle 30 senge på Muncipal, der ikke tager imod reservationer, var også optaget.
Og endnu mere heldige er vi, for vi får også morgenmad inden vi går. Dejligt, for så har mulighed for at få anden morgenmad igen i morgen.
Forsøget lykkedes og jeg har lært så meget af Kylie i dag, at jeg prøver igen senere på turen. De næste dage har jeg reservation og jeg mærker tydeligt, at mit nervesystem er særdeles tilfreds med det.
